Sogneprest Søren Hansen

Søren Hansen

15/7-1986

Sogneprest Søren Hansen har fått hjemlov. Med ham har vår kirke mistet en av de mer særpregede og sentrale personligheter. Riktignok er det 28 år siden han forlot sognepreststilllngen i Østre Aker efter nådd aldersgrense, men fortsatt virket han i en årrekke som vikarprest og foredragsholder i Osloområdet.

Søren Hansen vakte forresten stor media oppmerksomhet da han 17. mai 1984 — 96 år gammel — hadde gudstjeneste i sin hjembygd Veierland i Vestfold, for derefter samme kveld å holde festtalen for dagen.

Da den unge Søren Hansen drog inn til hovedstaden for å studere teologi, var det mange veierlendlnger som ristet på hodet over en slik dårskap. For dette hadde aldri tidligere skjedd i det lille øysamfunnet. Her var det nær sagt en uskrevet lov at sønnen skulle følge i farens fotspor — enten ved å ta hyre I til sjøs eller å dra på hvalfangst. Dette var også den unge Sørens fremtid inntil han fikk kallet til å studere til prest. Han fulgte kallet til tross for vanskelige økonomiske kår. Statlige studielån fantes ikke. Studentene selv måtte finansiere sin utdannelse.

I 1914 ble Søren Hansen ordinert og samme år tilsatt som hjelpeprest ved domkirken i Bergen, derefter sogneprest i Fusa. så res. kap. i Larvik og fra 1931 res. kap. i Paulus menighet i Oslo. I 1946 ble Søren Hansen innsatt som sogneprest i Østre Aker efter presten og kirke-historikeren Ivar Welle.

Søren Hansen var en glad forkynner og ingen dommedagsprofet. Derfor fikk han også sterk kontakt ikke minst med ungdommen. Han møtte menneskene med åpenhet og forståelse, aldri med en løftet pekefinger. Og mange var de som søkte ham som sjelesørger. Oxford-be-vegelsen i midten av 30-åre-ne fikk stor betydning for ham, både personlig og som : forkynner. Det sosiale enga- 1 sjement, kampen for menneskeverd og mot nød og fattigdom, var blant de fremste bæreplanker i hans kristenliv.

Søren Hansens rike evner som organisator kom ikke minst til nytte under okkupasjonsårene hvor han snart ble en av de ledende skikkelser i kirkekampen.

Med Søren Hansen er en åndshøvding av stort format gått bort.

Hans Chr. Finstad.

 

 

På Veierland:

Landets eldste aktive sogneprest

To påskegudstjenester i nyoppusset kirke

Landets eldste aktive sogneprest må vel Soren H a n s c n fra Oslo være. Skjærtorsdag forrettet han — like inn på 86 år gammel — linder høymessen i Veierland kirke, hvor det også var nadverd.

— Det er aldri mange i Veierland kirke, men denne gang var det kanskje toppen av hva det pleier. sier sognepresten forsiktig til «Tønsbergs Blad». — 1. påskedag blir det igjen gudstjeneste her på øya.

— Hvorfor akkurat Veierland, sogneprest?

— Jeg er født her. har nieser boende på Veierland og dessuten har tre av mine gutter hytter på stedet. Derfor er jeg her alltid om sommeren og gjor da gjerne tjeneste i kirken, har sommerandakter og søndagsgudstjenester. Nu er jeg på Veierland bare i påskeferien.

— Det er stadig noe å gjøre for en pensjonert prest?

— Nu har jeg hatt tre gudstjenester på rad i Oslo. og over påske har jeg lovet meg bort for nok en.

— Er prestemangelen stor?

— Ikke akkurat i Oslo bispedømme. men mange andre steder i landet klager man svært. Så det er blitt temmelig mange vikariater efter at jeg tok avskjed, om enn bare leilighetsvis de par siste årene, sier Søren Hansen.

Sammenhengende vikartjeneste blir det ikke lenger så meget av for meg, men stadig er det ett eller annet — samvær og bibelgrupper for å nevne noe.

— Er Veierland kirke pusset opp?

– Innvielsen skulle vært 17. mars. men ble utsatt. Påskeguds-tjenestene finner imidlertid sted i en ferdig oppusset kirke. Det som gjenstår nu er visstnok bare en treskuptur over altertavlen, noe Hans Gerhard Sørcnsen arbeider med. Det er særlig i taket man har gjort et stort arbeide, mens farvene er forandret i hele kirkehuset. De er blit-t ganske ander-ledes harmoniske enn for. mener den 86 å rige sogneprest som har vært i tjeneste i innpå 60 år. Det var i 1915 han tok fatt på prestegjerningen.

Dette er kopi av dagbok

Dette er kopi av dagbok, eventuelt brev skrevet av H.Kjørbo Hansen. Han var bror av min bestemor, Anna Dorothea Hedvik Kjørbo Fagelund.,f.Hansen.
TIL BOTLENOSEN !
Stakkels Dyr,hvor du maa lide, Førend Døden brat Ende gjør paa dine Kvaler, Medens vi af Livet haler For at faa dig fat.
Naar nu Kampen er forbi,
Og du ligger taus og rolig, Bliver du istykkerrevet, Sønderlfænget og partert. Derpå bliver du placeret Ned i Kjedlens skumle Bolig.
Digtet paa ” Ishavet ” af H.Kj. Hansen,
OmbordiBrig ” Christiane ”, Capt. R.Knudsen af Tønsberg.
Mandag den 23. Marts 1885.
Dampskibet peb, og av sted gikk det. Jeg tillige med flere andre af Mandskabet paa m/Briggen ” Christiane ”,stod forud paa Dampskibet i det deilige Solskinsveir, ogventede hvert øieblik at se ” Christiane ” ,efter at have gaaet igjennem Piren og over Trælen.
Det var med taarefyldte øine, at jeg for siste Gang skuede min Fødeby og dens Omegn,før jeg reiste. Nu er vi ved Briggen. Om bord i denne er alle i en travel Virksomhed. Ned i Lugaren, der er omtrent propfuld af Mennesker, kom vi da endelig, og efiterat vi havde slængt Tøiet ind i vore Køier, satte vi os paa vore respective Kister og begyndte at betragte Skuespillet omkring os. Her stod en af Matroseme fuld som en Alke, og curtiserede nogle Bondepiger, der fulgte sine Kjærester og Brødre om bord, her stod en og stegte og brasede og brændte saa det blev en afskyelig Lugt. Men nu nok derom. Det var med blandede Følelser jeg gikk tilkøis Den Aftenen tilligemed mine to Køiekameraater, en Styrmand fra Laurvig, og en Bondegut Fra Ramnes. Det blev saa trangt at det var næsten ikke til at holde du. Men endelig sovnede vi.
Tirsdag den 24. Marts 1885.
Klokke 4 om Morgenen blev jeg vækket ved at høre Kokkon skrige: ” Reis du og skaffe ”. Dette var uvane for mig, og jeg sprang med Forbauselse op, og klædte mig paa.Han havde da Kaffeen færdig, og vi begyndte at drikke. Jeg havde lidt Fløde med mig hjemmeifra, saa at jeg Klarte mig noksaa godt. Vi har enden ikke faaet noget fast Arbeide, men gaar omkring og

3

Hjælper de nyankomne med at faa Tøiet om bord,og skyder med Kanoneme. Man laver nemlig en Sæk med Høvelspaan, som man lægger på Våndet paa en Træramme. Man sigter paa denne og forsøger at træffe. Jeg skjøt 2 Skud fra Bakken. Det første traf Sækken i det ene Hjørne og det andre passerte forbi,men lige i Nærheden. Begge Skuddene vilde have truffet Botlenosen. Jeg var ikke lidet stolt. I dag er det pent Veir. I dag kom mine to Brødre om bord med noget Smaateri som jeg hadde glemt.
Onsdag den 25. Marts.
Klokken 4gjentoges det samme Skuespil som igaar. Jeg tømed du med det samme. Jeg skulde hjælpe Tømmermanden med at gjøre Kanoneme klare på Bakken. Som jeg stod og holdt en Medtrykker til Bolten,kom han nær Armen saa den gikk tilsøs. Jeg blev lei, og gikk agterut til Capt. Og spurgte om jeg kunde gaa til Byen og kjøbe en ny. Jeg fik Skrub, men slap at gaa til Byen, da vi havde Smed om bord. Jeg kom ikke tilkøis før kl. 12 om Natten, da jeg skulde staa og vente paa Capteinen, der var i Byen for at udklarere ved Toldboden. Da han kom, fik vi høre at vi skulde lette kl. 4 næste Morgen, hvis Vinden tillot det.
Thorsdag den 26. Marts.
K1.4 lettede vi Anker og seilte udigjennom ollæeme efiter Lodsens Kommando for svag men gunstig Vind. Nu er vi endelig paa ”Blaamyren ”. Hist i Horizonten har vi Færder Fyr, ellers ser vi ikke mer Land.
Fredag den 27. Marts.
Begynder saa smaat at blive søsyg. Stod nu for første Gang til Rors. Som jeg stod i mine egne Betænkninger, lod jeg Briggen falde af. Strax kom Capteinen agterud og begyndte at skjælde mig du. Vi sre mange Fugle saasom Kraaker,Dompapper, Stærer og Spurver, som nu er paa Opturen til Norge. En nydelig Dompaphan var saa træt at jeg næsten kunde tage den med Haanden. Var i Ettermiddag skrækkelig søsyg. Jeg havt sat mig fast i Kappen eller Nedgangen til Lugaren, og forlod kun min Stade naar Maven fordrede det, for at gaa bort til Rækken. En af Matroseme fik truet i mig nogle Sildestykker og Kavringsmuler, hvilke imidlertid strax kom samme Vei tilbage igjen. Begynder at længte hjem.Tænker ofte paa Kontoret, mine Forældre og Søskende. Ønsker mig hjemme igjen. Det er godt og varmt om Dagen i Lugaren, saa man kan ofte ikke faa sovet for bare Røg. Jeg har nu ikke spist paa 2 Dage. Stjal mig tilkøis i Ettermiddag.
Lørdag den 28. Marts.
Er nu omtrent fri for Søsygen. Var i dag agterud og hjalp Capteinen med at pudse hans Bøsser. Vil ALDRIG mer paa Søen, (hvilke alle Begyndere i Sømandsfaget forresten siger naar de ere Søsyge ). Jeg vaskede mig i dag for første Gang siden Mandag. Man pleier ikke at vaske sig saa ofte her, men man har heller ikke Tid til saadant, ialfald er det forferdelig uvane for mig. Tiden gaar om Aftenen med Sang, Trækspil og Kogning. Røger gjør man bestandig naar man har fri. Nogle staar og steger Dænge, eller en Blanding af Poteter og Brød opløst i
Vand, stegt i smør, andre steger Pandekager af mel og Vand. Vi befmder os nu paa Høiden af Arendal. Har seet mange Fyrer.
Søndag den 29. Marts.
Er nu omtrent tvers af Lindesnæs. Medens jeg nu sidder i Lugaren og skriver dette, hagler det med Fornærmelser og Vittigheder angaaende Journalen, som de kalder min Dagbok for. Forresten ere de svært nyskjærrige efter at se hva jeg skriver. En Aften forrige Uge, da jeg havde lagt mig paa en af Kisteme for at sove, blev jeg temmelig ublidt vækket ved at jeg fik et Spark paa venstre Arm. Det forholdt sig saaledes at en Svenske havde lagt sig til at sove paa min Kiste ret over for mig ; med det samme Skibet gjør en Overhaling , vælter Kisten, der ikke var fastspigret overende, og alt som var i den du over Gulvet eller Dørken som det kaldes. Smøret og sukkeret kom i en ubehagelig Nærhed med det næsten af Vand oversvømmende Dæk, hvorfor jeg varpede altsammen. Smørkoppen min gik såå sund som Knas ved samme Leilighed. Nu i dette Øieblikk ligger jeg på Bakken og røger mig en Cigar, Knækker Valnødder som Moder har stappet ned i kisten, og har det noksaa gemytligt. Nydelig veir. Har Lindesnæs agter om Bagbord. ((Her mener nok unge Hansen styrbord.)).f.anm.)
Har i dag spanderet 1 eg paa Baadsmand og Kokken, hvilket vakte stor Sensation i Lugaren. Men nu skal vi du at aksffe til Middag, derfor adjø for denne Gang. Til Middag fik vi fersk Suppe og Kjød, samt Budding, lavet af Mel, Vand og Rosiner. Er ikke meget god, men er rene Lækkerbidsken om bord.Saa en Springhval ved Siden i Eftermiddag. Eftersom det er Skig og Brug blant Ishavsfareme, har vi surret en slaktet Ko fast til Merset for at Kjødet skal bevares bedre. Men nu maa jeggaa tilkøis efter at have stegt Dauge.
Mandag den 30. Marts.
Har i dag malet Tal paa Baadene, hvilket Arbeide jeg skilte mig meget godt fra, saa til ikke at have gjort det før. Har Risengrynsgrød til middag, kogt i Vand og med condinsered Meld i. Stygt Veir, Regn og Blæst. Den gamle Kasse slingrer forfærderligt, som næsten alle Smaaskuder jo gjør. Men eftersom, saasom og dasom de slaar 1 Glas, og jeg skal paa Udkig, maa jeg sige Stop for denne Gang. Død og Pine nu praier Styrmanden i Kappen for Afløsning paa Udkik.
Tirsdag den 31. Marts.
I dag har vi stiv Kuling ,næsten Storm. Den gamle Brig flyver fremad med rasende fart ,for bare Stumpeme. Søsygen begynder saa smaat igjen. Er ikke rigtig frisk, hvorfor jeg har faaet engelsk Salt af Capteinen, som vi faar som Raad for alle Sygdomme. Kunde ikke spise noget af Middagsmaden som bestod i Erter, Flesk og jød. Dag læste jeg lidt i Testamentet for første Gang. Man læser ikke Guds ord formeget her oppe.
Onsdag den 1. April
Er nu omtrent tvers af Bergen. Stiv uling. Lapskaus til Middag, hvoraf jeg spiste en god del. Har igjen faaet en Dosis engelsk Salt af Capteinen. Inat var jeg for første Gang paa
Vagt.Det var forfærdeligt. Det regnede, blæste , sneede og haglede.Der maatte jeg staa i 4 Timer og fryse. Stod og passiarede med Styrmanden omtrent 1 Time.
Nu mens jeg har god Tid, vil jeg søge at skildre Mandskabet om bord i Briggen. Øverst i Lugaren thronervor for sin Styrke og Størrelse bekj endte Baatsmand, siddende ved et mat Lys af en tilrøgt Lampe, og halvsaaler et Par Støvler, idet han med sin Basstemme synger en Drikkevise, paa hvilken Resten af Mandskabet hører med Beundring. Ved siden af ham sidder en af Matroseme og syer paa en Seilpaase, medens han af og til hjælper Baatsmanden at stemme i. Foran Kabyssen staar Kokken i al sin Storhed ogGlands og ribber en Alke medens Stewarden laver Deigen til Brød.BBag disse sidder jeg og skriver og har til vis-a-vis et par Dæksgutter, der sidder noksaa gemytlig med sine Snadder i Munden, og med den største Ærefrygt hører paa Baatsmandens monotone stemme, der mer ligner Brøl end Sang. Nu er jeg omtrent færdig. Nei stop, jeg glemte jo rent begge Ladølingene, der gaar under Navn af Belman” og ”Bismark”.De er nu blevet uenige, forde den ene beskylder den anden for at have stjaalet Smør og Tobak fra ham, og af og til ledsagende Skjellsordene med Puf og Slag. Disse volder Mandskabet i Lugaren usigelig Moro, idet de ærter begge paa hinanden næsten til hver Dag. Naar en Stakker overvældet af Søvnen lagde sig ned paa en Kiste til at lure, blev han strax vaagen ved en varm Tingeste som kom i Berørelse med enten Benene eller et andet sted på Kroppen. Man tager nemlig et Stykke Seildug og væder det i søvand, tager derpaa et gløende Stykke Kul og tuller det ind. Efter en liden Stunds Forløb skvædter Vedkommende op, slaar til ”Hvepsen” , som man kalder dette Torturinstrument, saa Filleme fyger. Ladølingene stakkar fik ofte føle «Hvepsen”.
Skjærtorsdag 2. April.
Blæser haardt, høi Sø.Imorges vaskede og redede jeg mig , og læste derpaa lide i Testamentet. Derpaa syede jeg et par Knapper ind i Armvesten. Sidder nu og skriver lidt, medens Våndet ofte render ned igjennom Skylightet og ned i Lugaren,hver Gang en Sprut kommer over Rækken. Næsten alle Ting er levende. Alt maa surres fast. Begynder nu at se Bootlenoser. Men nu tager jeg mig en Pille og gaar derpaa tilkøis, derfor adjø.
Langfredag den 3. April.
Sad inat oppe i Merset og digtede følgende Sang, medens Skuden slingrede , og Natten var saa mørk som en Sæk :
Imedens jeg sidder i Merset Paa Udkig i sorte Nat Jeg tænker og tænker paa Verset Medens Vinden læger Tagfat.
Jeg tænker paa Alle derhjemme Paa store saavelsom Smaa,
Jeg kan dem slet ikke glemme, Ei heller af Tankerne faa.
Agnes og Magda og alle,
Selv Julius ‘sine Duer smaa
Jeg frem i Tankerne kalde Mens Vinden friskner paa.
Læste litt i min Køiekamerat Friis’s Bibel. Begynder saa smaat at komme ind i Husholdningssager.
Lørdag den 4.April. (Paaskeaften.)
Blev i aften trakteret udmærket. Vi sluttede med Arbeidet Klokken 4, hvorefter vi vaskede os. Aftensmaden bestod i stegt Flesk og Buf, derefter en Dram til Risengrynsgrøden, med hvilken der fulgte en delikat Saft, som Mandskabet kaldte Vin. Senere paa Aftenen fik vi Toddy. Vi var næsten alle lidt øre i Hovedet. Den ene Drikkevise afløste den anden.Tilslut blev det bare Skraal. Jeg sad paa Køiekanten og skraalede med de andre. Pludselig fikk jeg en Tanke. Jeg slog til Stilhed paa en Tintallærken, hvorefter jeg begyndte et tale for den fraværende ædle norske Kvinde, hvilken Tale blev hilset med stormende Jubel. Man bar mig paa Guldstol rundt Kabyssen.
Eg ,der aldrig før har drukket en Dram, maa nu til min skam bekjende , at jeg nu styrter i mig en saadan uden at blunke med Øinene. Den smager fortræffeligt i Kulden. Vi faar ofte Drammer om om Hverdagene, men regelmæsig hver Søndag efter maden. Jeg er nu aldeles frisk for Søsyge.
Søndag den 5. April.
1 .Paaskedag
Ser stadig Bootlenoser. Noksaa pent Veir. En Masse med Alker og Maager.
Mandag den 6. April.
Jo, en deilig 2. Paaskedag. K1.4 var jeg og de andre paa Vagten oppe og begyndte at gjøre i stand Kanoneme,Lineme, Harpuneme og Baadene. Jeg fikk ikke lagt mig før kl. 10 om Aftenen. Kl. 12 var det at tørne du igjen. En af Skytterne har skudt mange Bommer fra Bakken i dag. Men i dag skulde det alligevel blive den Dag vi skjød vor første Bootlenose. Den blev skudt om Middagen af Carl Ludvig Sørensen fra Melsomvig. Vi fik ikke dræpt den, og buxerede den til Skibet før Kl. 6. Saa begyndte Flensningen. Man skar først Spækket, der vel kunde være 8 Tommer tykt rundt omkring Nakken helt til Kjødet. Derpaa skar manlangsefter Bugen mellem begge Bagfinneme og begyndte saa at ( skrændse)
Skjønske (?) agterover rundt Fisken Med Flensespadene skar,eller rettere hug mellem Kjødet og Spækket til det løsnede sig en god Del. Derpaa skar man et lidet Hul i Spækket, igjennem hvilket man stak en Ters med en Strop i. Man skar nu Taljen , der hang i en Mantel, der var fastgjort i begge Mers, ind i Stroppen, og begyndte saa at hive Flensen om bord eftersom man løsnede det. Medens dette stod paa havde man surret Fisken fast til Skibet. Man skar nemlig Hul under Næbbet ved en Sene, og stak Stroppen gjennem Hullet og rundt Næbbet. Dette blev nu sat fast oppe paa Rækken. Derpaa tog man et Toug rundt Halen paa Fisken, og satte det fast paa samme Maade.Fisken var nu klar til Flensning. Nu firedes Flensebaaden paa Våndet, bemandes med enten 3 eller 4 Mand, hvoraf 2 til at holde Baaden an i en passende Afstand fra
Fisken ; thi naar Skuden satte og slingrede, blev Baaden ofte fyldt af Våndet der randt ned fra Fisken, der somme laa dybt under Våndet, og sommtider langt over Våndet, idet den maatte følge med Skibet. Naar nu lensen var kommet op paa Dækket, blev Huden skrabet op, og derefterblev det hugget i Smaastykker og Kastet paa Kjedleme. Hele Skibet begynder at blive fettet. Eg er meget søvnig.
Tirsdag den 7. April.
Holder fremdeles paa med Flensningen. Ligger i Køien og skriver dette, men maa nu slutte for at jeg kan faa sove, derfor God Nat.
Onsdag den 8. April.
Inat medens jeg var paa Udkig digtedte jeg den lille Digt om Bootlenosen ,som staar foran paa Titelbladet.
Thorsdag den 9. April.
Har i dag faaet Sukker og Smørvegt og Brødvegt, hvilke skal vare i 8 Dage undtaget Sukkeret der skal vare i 14 Dage. Stegte inat baade Hvalbeef og Pandekage. Jeg lagde til Smør, og en anden lagde til Mel, hvorefter vi drog paa at stege.Hvalbeefen er noksaa god, naar den bliver saltet og pebret i Panden. Den vandes først godt du, koges derpaa i Stegepanden, og steges tilslut. Ak ja, i morgen er det min Geburstsdag.
Fredag den 10. April.
Geburtsdagen oprandt klar og straalende. Jeg begyndte Dagen med at skure Dækket Kl. 4 om Morgenen. Men desværre, det pene Veir vårede ikke længe. Snart begyndte der at hagle og snee. Jeg stod paa Udkig paa Bakken og havde det temmelig koldt. Vi skal have Bønner, Flesk og Kjød til Middag.Har i dag læst lidt i Friis’s Bibel paa Frivagten fra 8 – 12. eg bad Stewarden om et Stykke Beef, hvilket jeg ogsaa fik, samtidig spanderte Kokken Labskaus paa mig. Nu gaar jeg altsaa i mit 18. Aar. Tilslut vil jeg nu tage mig en Cigar og gaa tilkøis.
Lørdag den 11. April.
Har i dag skiftet og vasket mig. Det er en behagelig Følelse at faa rent paa sig, og vasket sig, efterat have gaaet hele Ugen saa sort som en Neger. Sild, der er saa salt at den tager Huden af Tungen, og Sødsuppe, der er saa sød, at den sætter Huden paa Tungen paa igjen er vor Middag. Jeg passer bestandig paa at fiske Svenskeme, som Svidskeme her kaldes , op af Kjedlen, før de kastes over bord.
Søndag den 12. April.
Ak ja, i dag staar min Broder til Confirmation. Jeg leste lidt i Testamentet. Gid jeg var hjemme igjen. Staar nu udpaa Eftermiddagen og bruner lidt Kjød og Poteter, medens man nu maaskje hjemme staar og gjør i stand Confirmationsmaden. Noksaa pent Veir. Men Friheden den Dag vårede ikke længe. Vi skjød nemlig fast en Bootlenose. Jeg havde Arbeide hele Natten med at staa og holde paa isken, der blir slæbt ved Siden. Det var lange Timer. Styrmanden skjød Kl. 2 om Natten fast Fisk fra Bakken. Jeg var den eneste der ikke sov hele Natten. Ved ikke hhvoraf det kom, at jeg ikke blev afløst.
Mandag den 13. April.
Om Morgenen spurgte jeg Capteinen om at faa Lov at gaa tilkøis, da jeg havde været paa Dækket hele atten og frosset, hvortil han svarede Vil du gaa tilkøis nu, vi skal til at flense Fisken ?. Jeg mærkede mig disse Ord, og gikk til mit Arbeide igjen, men var næsten ikke i stand til at faa Øinene op. Vi skjød i dag fast 2 Fisker til. Havde igaar næsten forspist mig paa Budding, idet jeg kjøbte en Lons, og fik en til Geburtsdagpresent af Rikard Kittelsen fra Hoxnæs, saaat jeg i alt havde 3 Lonser.
Tirsdag den 14. April.
Skjød i dag fast 4 Bootlenoser. Det begynder nu at blive temmelig fedt paa Dækket. Vi maa formelig krybe omkring og bide i Tougendeme, da hele Tougværket er saa fedt at vi næsten ikke kan komme nogen Vei. Hele Dækket er nemlig fuldt af Spækstykker. Fik i aften varmt Flæsk og Poteter.
Onsdag den 15. April.
Skjød i dag fast 2 Bootlenoser. Har forferdelig travelt med Flænsningen. Vi falder ved hvert Skridt vi gaar; thi Dækket er saa fuldt af Spæk, Blod og Fedt. Ar nu i alt faaet 11 Bootlenoser, men har mistet en 4 a 5 Stykker, enten ved Kapning av linen, eller ved at Sjakelen gaaet itu. Holder nu paa at skrabe, kjødtet og hugge Spækket i stykker og derpaa hælde det ned paa Kjedleme. Har nu 2 A Kjedel med Spæk.
Torsdag den 16. April.
Holder fremdeles paa med Spækket. Det trænger sig tvers igjennom Klædeme og Støvleme saa at man kan tage Strømpeme af sig og vride Fedtet du af dem.Har flere Gange skaaret mig med Flænsekniverne. Fik om Aftenen Brisling og varme Poteter. Jeg spiser verken Brød eller Smør, da begge Dele er daarlige.
Fredag den 17. April.
Blev om Middagen ferdig med Spækket. Om Eftermiddagen var jeg ifærd med at tømme Poteter af en Kjedel. Det var et ækelt Arbeide. Fingerspidseme bleve ganske saare efter at grave i Poteteme Det er just ingen let Atmosphære nede i Kjedelen, da vi har en Lampe uden Glas, der oser ffygtelige. .Sort som en Tater i Ansigtet.
Lørdag den 18. April.
En mindeværdig Dag. Vi havde nemlig i dag stor L—visitation. En 4-5 Svensker og Laurdølinger blev fundne fulde at visse 8 benede flade Graatasser. Et forferdelig Syn.Jeg var blant de lykkelige der var frie. Vi som befandtes at være frie gikk omkring og raabte: ”Aldeles fri”.De stakler der befandtes fulde, blev skjældt du af Hjertens rund, og blev formanede at holde sig rene, thi ellers skulde de varpes du paa Banjeren, og sove der. Jeg havde om Eftermiddagen Frivagt, men sov slet ikke. Gjorde om Formiddagen rent paa Dækket, medens det regnede og blæste af alle Kræfter, og den gamle Brig slingrede og satte ganske forfærdeligt. Det er frygteligt koldt at staa ude paa Banjeren og vaske sig omtrent nøgen. Det er næsten umulig at blive ren.
Søndag den 19. April.
Inat stegte jeg igjen Pandekager paa Vagten, da jeg af en af Matroseme har kjøbt en Del Mel. Har kjøbt alle Buddingeme og Sukkervegteme paa Turen af en af Matroseme . Men nu maa jeg slutte for denne Gang, da vi skal agterut og have en Dram. Under Flænsningen i forrige Uge, fangede vi flere Maager med Hændeme. De er saa tamme at de svømmer helt ind under Laaringenaf Flænsebaaden efter Fedtstykkeme. Kjødstykker hagler omkring Ørene paa os, saa Blod og Fedt render af os. Jeg fik mangen fed jødlons lige i Ansigtet. Vi har i dag stygt Veir.Skibet gaar for bare tumpeme. Matroseme gjør ofte Nar ad Journalen, som de kalder min Dagbog, men er meget nyskjærrige efter at læse den.
Mandag den 20. April.
Det sneer og hagler. Stygt Veir. Erter og Flesk. Jeg havde i Eftermiddag Arbeide med at træde igjennom Naalen til Sjakler.
Tirsdag den 21 . April.
T.YKKELTGE DAG.
I DAG SKJØD JEG MIN FØRSTE BOOTLENOSE FRA BAKKEN.
Det var temmelig langt Hold, saaat Harpunen ikke var kommet langt ind i Fisken. Da han havde løbet du tre Liner, begyndte vi at Kjække, og hale den ind ved Hjælp af Gangspillet. Da vi havde halet ind omtrent en og en halv Line, begyndte den (Linen) at blive temmelig let saa let, at vi kunde hale den ind med Hændeme. Jeg blev naturligvis lei, men lod mig ikke mærke med noget. Skipperen likte det heller ikke.Vi halede da Linen ind, til vi fik Harpunen paa Dækket. Den var fiild af Blod, Fedt og Kjødslintrer. ” Der ser du Fisken din Hans ” sagde Capteinen. ”Meningen har i det mindste været god ” svarede jeg, idet jeg pegede bort paa den krogede Harpunen.Men med det samme hørte vi Hurraskrig fra Baatene, der var ude for at lænse dem. Tømmermanden og flere andre mente at Bootlenosen var død, og at de havde fundet den. Capteinen saa gjennem ikkerten, men han kunde ikke se nogen Fisk. Men jeg tabte ikke Modet alligevel. Efter en Stunds Forløb saa jeg Baadene komme buxerende med
Fisk. Eg fik først se den.De havde den nemlig paa Slæb saaat man bare kunde se lidt av Halen der stod over Våndet. Da de kom til Siden, begyndte Flænsningen. Det merkeligste er at Bootlenosen har gaaet aldeles løs, medens de lænsede den. Men den har formodentlig været sprængt saa den ikke kunde gaa ned.
Onsdag den 22. April.
I dag er Mandskabet sysselsat med at skrabe og kjødte min Fisk. Jeg kan desværre ikke være med, da jeg har faaet ondt i Halsen, saa jeg maa holde mig nede i ugaren.
Thorsdag den 23. April.
Blir om Middagen færdig med Fisken. Fik igaar et Middel af Capteinen for Halsen, hvilket svier forfærdeligt. Jeg har ingen Madlyst. Vi har i flere Dage seet et Skonnerskib med Damp . Formodentlig enten ” Franklin ” eller ” Cito ”, Capt. Otto Nilsen af Laurvig. Ferdinand Friis har i disse Dage ogsaa have ondt i Halsen. Vi er nu 4 Mand i Lugaren, der har Halsesygdom.
Fredag den 24. April.
Det er i dag bedre med Halsen. Jeg har formodentlig forkjølet mig under L-— vis- Itationen. Det er noksaa pent Veir. Vi saa i dag et Par Bootlenoser. Jeg er hver Dag ifærd med at skure og vaske i Lugaren, og hvis det ikke er pent nok, er der Skrub at faa, og at gjøre det om igjen. Jeg har lidt ondt i Hovedet og Tandpine.
Lørdag den 25. April.
LYKKELIGE OG ULYKKELIGE DAG.
Inat Kl. 1 skjød jeg fast min 2. Bootlenose fra Bakken. Det gikk saaledes til: Jeg og vor blant Søfolk og til dels Landkrabber overalt bekjente Baatsmand Olaves Larsen, Busterud var paa Udkig. Som vi gikk og pratede, skriger Baatsmanden plutselig: Fisk om Bagbord.
Jeg springer op paa Bakken.Det var en enkel Slænger et Stykke borte.Pludselig hører jeg den puste om Styrbord. Jeg naturligvis springer over til Styrbords Kanon. Med det samme siger Baatsmand ”Skyd,Skyd ”, Men da Hanen stod igjen, blev jeg ikke færdig. Efter en kort stunds Forløb kommer Fisken op et Stykke forud. Med det samme fyrer jeg af Skuddet, der traf godt og Fisken begynder at sætte afsted med Linen med en rasende Fart.en da Linen var surret fast til Staget med et Kabelgam, og dette ikke vilde gaa itu, sprang jeg op paa Linekassen, drog op Kniven, og vilde til at Kappe Kabelgamet. Men da jeg skulde til at kappe , rykker Hvalen til, og jeg faar et Slag af Linen ret over det høire Øine. Jeg faldt ned paa Dækket, og Blodspruten stod du af baade Næse og Mund, og Øielaaget hovnede forfærdeligt op, saa jeg næsten ikke kunde se.
En af Matroseme fulgte mig agterover til Capteinen, der var tilkøis. Han gav mig nogle Filler, og gav mig Ordre til at gaa ned i Lugaren og vaske mig med koldt Vand, hvilket jeg øieblikkelig gjorde.Der sat jeg i 3 Timer og badede Øiet, medens hele det øvrige Mandskabet holdt paa med Fisken. Capteinen var flere Gange nede og saa til mig. Jeg holdt paa hele Formiddagen med den trættende Forretning at bade Øiet. Det begynder nu at blive bedre.
Den ( Fisken), var svært lang og smal, og gav omtrent 10 Tønder Spæk.
Søndag den 26. April.
Var i dag inde hele Dagen. Stygt Veir. Høi Sø. Vi har nu ikke mer ferskt Kjød igjen, hvorfor vi faar preservert Kjød. Det er noksaa godt, og især bliver Suppen stærk. Inat stegte jeg Pandekager paa Vagten igjen.
Mandag den 27. April.
Tyk Taage, høi Sø. Kan næsten ikke se en Skudelængde forover. Hele Tougværket er fuldt af Is. Vi maa uakladelig lure. Men nu maa jeg gaa tilkøis, efterat have spist op Resten af Risengrynsgrøden fra Middagen. Har nu faaet Værk i Fingeren.
Tirsdag den 28. April.
Ja igaar var det Frithjofs Geburtsdag. Han fyldte vel da sit 13. Aar. Igaar vaskede jeg og min Køiekamerat Marthinius vort Uldtøi isammen. Det gikk noksaa hurtig fra Haanden. Vi har i dag lige tyk Taage.
Onsdag den 29. April.
Samme tykke Taage. Vi var inat oppe og revede 2 Gange. Hele Riggen er fuld af Is. Eg klorede mig fast saa godt jeg kunde. Har nu faaet fast Post hver Gang vi gaar out; thi jeg skal nemlig passe paa Røghatten til Kahytten, saa den bliver vendt efter Vinden. Bliver hver Gang temmelig sort baade i Ansigtet og paa Hændene. Iggen om bord er temmelig forslidt.
Thorsdag den 30. April.
I dag begynder Veiret at klarne. Taagen kommer og gaar i et og samme Minut her oppe. I dag saa jeg en Bootlenose, hvilket vi ikke har seet paa lang Tid. Medens jeg stod paa Udkig i Ettermiddag, saa jeg en Maage, der fløi omkring med et stort Baand i Næbbet. Den er formodentlig engang bleven fisket, og Baandet er gaaet itu. Stakkels Dyr, den er forfulgt af en hel Del andre Maager.
Fredag den 1. Mai.
Bededag.
Kl. 54 12 blev vi purrede til Baadheis. Der havde nemlig været Baatfald paa den anden Vagt. De havde seet 3 stk. En af Skytterne havde endog skudt 2 Bommer paa dem fra Bakken. Men de passer sig nok for at komme nær Skibet paa min Vagt. Vi har nu 2 seilere i Læ, men det er umulig at skjelne hvem det er. Jeg sidder nu og skriver lidt i Bogen nede i Lugaren ved Lampelys (daarligt) Kl. 3 om Morgenen, men nu maa jeg stoppe da Kaffen begynder at Koge , og jeg er p.t. Kaffekoger. Jeg er nu omtrent bra i Øiet.
Lørdag den 2. Mai.
Inat havde vi en varm Nat. En af Skytterne fyrede nemlig op under Byssen, saa den var aldeles rød overalt,thi Stewarden holdt bestandig Leven, forde det var for koldt. Vi havde Vagt paa Dækket. Ingen af den anden Vagt fik sove. Hist og her stak et Hoved du af Køien, saa rød som en kogt Hummer, og bandede og sværtrde og endte tilslut med at krybe du af Køien og komme op for at trække frisk Luft. Vi har i dag seet Mængde Hval.
Søndag den 3. Mai.
Vi ser stadig store Hvaler. En stor Blaahval laa en halvhundre alen fra Skibet og boltrede sig. Den var rent som et Fjeld. I dag saa jeg en forkommen Bogfinke og Linerle, der sad paa Fokkraaen. Stormen havde formodentlig dervet dem du af Coursen til Island. Hvis Lykken inat ei havde været mig utro, havde vi havet en Bootlenose til. Jeg stod nemlig paa Bakken og med det sammekommer en stor Tøndebaand op ved Siden. Men Skuddet i Kanonen var bleven vaade, saa det gikk ikke af,men Tændsatsen havde alligevel saa meget Kraft at Harpunen gled du af Kanonen og faldt ned lige ved Skibssiden.Idag fik vi en Bootlenose til.Vi har nu i alt 14 stk. Vi har sovet lidet de siste Nætter. Vi bliver ret som det er purret du enten til Baatfald eller Baadheis.
Mandag den 4. Mai.
Jeg saa i dag en Falk, der sad i Merset. Vi forsøgte at fange den, men forgjæves. Vi blev ferdige med Bootlenosen før Middag. Det er noksaa pent Veir. Vi har en skonnert ret forud.Den vendte ifra os, men vi haler nu ind paa den.
Tirsdag den 5. Mai.
I dag er det stygt Veir. Det sneer og blæser af alle Kræfter. Men nu maa jeg slutte, da jeg skal bort og faa Smørvegt.
Onsdag den 6. Mai.
Amme stygge Veir. Vi har «Eskimo ” af Tønsberg ret forud. Forresten er der flere Seilere i Synskredsen. Eg har i dag faaet tre Sukkervegter.
Torsdag den 7. Mai
I dag er det noksaa pent Veir. Ser flere Dampskibe. Men nu begynder det at sne og
blæse.
Fredag den 8. Mai.
Inat forfærdeligt stygt Veir. Vi var oppe og revede. Det haglede og blæste saa man ikke kunde holde Øinene oppe. Det var stygt at være i Masten. Forferdelig koldt. Jeg havde næsten faldt ned.
Lørdag den 9. Mai
Kulingen vedvarer.
Søndag den 10. Mai.
Dag skjød Tømmermanden fast fra Bakken. En af de andre Skyttere skjød ogsaa fast ,men forløperen gikk tvers af, saa at vi mistede Fisken. Om Eftermiddagen praiede vi det engelske Dampskibet ” Activ ” af Dundee. Den havde været i Ungfangsten, og havde faaet 1700 Ungsæl, og havde om Morgenen fundet en død Bootlenose. Det var sikkert den, der gikk for os samme Morgen. Det var et gammelt stygt Skib. Stygt Veir om Eftermiddagen. Sneede og blæste.
Mandag den 11. Mai.
I morges blev vi purrede til Baatfald. Det var en mængde Fisk. Vi skyder fasr i et væk.
Tirsdag den 12. Mai.
Vi skyder fast saa fort som staa og trække kan. Vi har arbeidet hele Natten. Jeg er forferdelig søvnig. Vi Stakleme som er igjen paa Skibet, naar Baadene har forladt, springer frem og tilbage fra den ene Ende til den anden, saa Sveden perler ned fra Ansigtet. Vi begynder nu at flænse. Vi har en hel Del døde Bootlenoser paa Sleb.
Onsdag den 13. Mai.
Vi sov Inat i 4 Timer. Vi holder fremdeles paa med Flænsningen. VI HAR NU 30 BOOTLENOSER:, men har 2 paa sleb, som endnu ikke er flenset. Vi har altsaa i dette Baadfald faaet 15 Bootlenoser, eller ligesaamange som vi havde før. Sandhed et smukt Resultat paa 2 Døgn. Men vi har ogsaa maatet arbeide for dem.
Torsdag den 14. Mai.
Kr. Himmelfartsdag.
Blev i morges Kl. 5 purret du til Flænsning. Vi holdt paa hele Dagen. Vi blev endelig ferdige til Aften. Jo, i Sandhed en deilig Kr. Himmelfartsdag. Ret som det er, sneer det, ret som det er regner det, og hele Tiden blæser det. Skuden slingrer forferdelig. Ret som det er ,førend vi ved Ordet af det, seiler vi ovenpaa Spækhuggeme fra Borde og til Borde, som det heder i Sømandssproget.Ret som vi sidder og skjærer af Kjødet paa Fedstykkeme , faar vi en
Kjødlons om ørene, saa hele Ansigtet er fuldt af Fedt og Blod. Tougværket er saa fedt saa vi maa bide i det med Tændeme , fordi hændeme glider.
Fredag den 15. Mai.
Holdt i dag paa med at heise Tomfademe op paa Dækket fra Agterlugen. Frisk Kuling. Det er temmelig Koldt.
Lørdag den 16. Mai.
I aften fik vi Punsch, fordi vi havde faaet 30 Fisk. En af Letmatroseme ,en gut paa min Alder fik Krampeslag. Han havde drukket formeget stakkar. Vi maatte formelig binde ham, og arbeidede med ham til Kl. 1 om Morgenen. Det var stygt at se paa.Han spændte, bed, rev og sled og brølte, saa det var en Gru. 6 voxne Mand havde nok med at holde ham. Han bed Tendeme sammen ,saa andstykkeme fløi du af Munden paa ham, og Blodet flød. Det var stygt at se paa, og især for mig, der aldrig har været Vidne til Saadant før.
Søndag den 17. Mai.
En deilig 17. Mai for os. Vi blev purret du Kl. 6 om Morgenen til Flænsning af de to Fiske vi havde paa Sleb..Holdt paa med dem til Kl. 4 om Eftermiddagen. Noksaa pent Veir.Sjøvagten er nu blevet sat igjen. Før om Ugen har vi været Dagmænnner.Vi har to store Ladølinger om bord, der gaar under Navn af ”Belman” og ”Bismark” . Disse volder Lugaren meget Moro, thi Baadsmandens største Glæde er, naar han kan faa disse to isammen. Den der vinder, han faar Tobak og andre Smaateri.
Mandag den 18. Mai.
Vi sov 4 Timer inat. Blev purret Kl. 12, da fast fisk fra Bakken. Det var 2. Styrmanden ,der skjød fast. Om Middag havde vi Visit om bord af Capteinen ogFlændsemandskabet paa Skonnert ” Eskimo ” . Jeg talte med en Gut fra Tønsber. Den havde faaet 25 Bootlenoser. Vi fik høre mange Nyheder af dem, om andre Skibe, som den havde praiet.
Tirsdag den 19. Mai.
Noksaa pent Veir. Vi holder paa med at flænse Fisken.
Onsdag den 20. Mai.
Nydelig Veir. Det er lyst baade Nat og Dag nu. Blev purret igjen Kl. 12 efterat have sovet i 2 Timer. Igjen fast Fisk fra Bakken. Der var 2. Styrmanden der igjen skjød fast. 2 af Baademe har faaet hver sin Fisk. Jeg skjød en bom fra Bakken inat. Bjønness skjød fast fra Bakken, men vi mistede den strax. OM EFTERMIDDAGEN SKJØD JEG MIN 3.
BOOTLENOSE. Fra Bakken. Vi har altsaa nu 35 Fisk. Om Aftenen passerede vi igjen Eskimo ”, der havde faaet 6 Fisk til, altsaa i alt 31 Bootlenoser. Jeg sov hele Natten.
Torsdag den 21. Mai.
Blev purret Kl. 6 om Morgenen til Flændsning og Kjøtning af to Bootlenoser. Vor vagt skal tilkøis nu, hvorfor jeg maa slutte at skrive for denne Gang.
I Eftermiddag blev jeg skjældt stygt du af Skipperen, fordi jeg, som han sagde, var for sen, hvilket jeg i Grunden ikke var. Jeg stod nemlig ved Vinsen, og skulde tage Tøm rundt samme med Løberen til Gjeinen. Med det samme begynder ” Belman ”,Koksmathen at hive ind, saaat en af Sveiveme næsten havde slaaet til mig i Hovedet. Stewarden stod ogsaa ved Vinsen, og han sagde til ” Belman Pas dig, saaat du ikke slaar Hovedet af Gutten ! Med det samme siger Capteinen saa hovent: ” Det gjør INGENTING om de SLAAR HOVEDET af ham, han gaar og sagger alligevel”. Det var pent sagt. Altsaa kunde hvilken som helst om bord slaa Hovedet af mig, DET GJORDE INGENTING. –
Om EFTERMIDDAGEN SKJØD JEG FAST MIN 4. BOOTLENOSE FRA BAKKEN: Det var en stor hun, der havde unge i sig, der var mellom 10 og 11 fod lang. Vi har altsaa nu 38 Fisk og en unge. Holdt om Natten paa med at flændse og kjødte den. Vagt om Vagt. Vi har i en og samme Time tyk Taage, Regn, Sne og Blæst.
Fredag den 22. Mai.
Amme taage og Kulde.
Lørdag den 23. Mai. Pindseaften.
Samme slags Veir. Skjød fast en Fisk fra Bakken i aften. Stiv Kuling. Var saa heldig at faa dræbt den næsten med det samme. Vi blev trakteret med Risengrynsgrød og preservert Kjød og Punsch.
Søndag den 24. Mai.
1. Pintsedag.
Skjød inat fast en Fisk til. Vi kan ikke faa flændset den for Veirets skyld. Samme styggeveir.
Mandag den 25. Mai. 2. Pinstedag.
Samme slags veir. Vi har nu en Fisk paa Sleb, og en ude paa Linen.
Tirsdag den 26. Mai.
Samme slags Veir. I dag er Fisken paa Linen gaaen. Har altsaa 39 igjen.
Onsdag den TI. mai.
Samme slags Veir.
Torsdag den 28. Mai.
Samme Taage og Kuling. Jeg havde inat næsten faldt over bord fra Merseraaen. Jeg var nemlig ude for at klare Stikbauten, og laa med Hovedet udover mod Nokken, fordi jeg ikke kunde staa paa Perten. Med det samme slingrede Skibet over, og jeg havde næsten gledet du, men fik dog kloret mig fast.
Fredag den 29. Mai.
Kulde og stiv Kuling.
Lørdag den 30. Mai.
Samme Slags Veir.
Søndag den 31. Mai.
Penere Veir. Vi havde Alkefald, men fik ingen. Ser Dampere baade på Luv og paa Læ Boug. Praiede i Eftermiddag op ” Hertha” capt. Morten Pedersen, Røri. Jeg stjal mig med i Baaden, og blev med om bord. Vi spiste agterud, og blev trakteret med ferskt mygt Brød og Kaffe med Fløde i (preservet) og preservert Labskaus, hvilket var Søndagskost for os. Jeg traf om bord Semis Eriksen, Petter Andersen og Severin Olsen, Broder af Gustav Olsen, som var paa Trykkeriet, hvilket var meget morsomt. Ligeledes hilste jeg paa Styrmanden, der kjendte mig igjen, endskjøndt jeg var sort, fedtet og iført mine fedtede seildugsklæder og en stor lubben Helsingørslue. ” Hertha” havde faaet 1700 Ungsæl og 28 Bootlenoser. . Alle som kjendte mig om bord sagde at jeg var blevet meget federe. Det er noksaa hyggelig at træffe kjendte Mennesker der oppe.
Mandag den 1. Juni.
Vi havde Baadfald Kl. 10 om Formiddagen. Vi fik 3 Bootlenoser, hvoriblandt 1 Tøndebaand med hvid Ring om Halsen og aldeles hvid i Panden, der ser du paa Formen som en Tønde. Kom tilkøis Kl. 12 om Natten. Det er stygt Veir og det sneer.
Tirsdag den 2. Juni.
Holdt paa hele Dagen med at Kjødte. Det er koldt og Sneveir.
Onsdag den 3. Juni.
Samme Veir. Det løiede af udpaa Aftenen.
Torsdag den 4. Juni.
Blev purred Kl. 10 om Formiddagen til Baadfald, men fik ingen.
Fredag den 5. Juni.
Blev inat purret til Baadfald, men fik ingen.
Lørdag den 6. Juni.
Vi skjød iaftes fast fra Bakken. Jeg var saa uheldig at skyde Bom.
Søndag den 7. Juni.
Inat blev der igjen skudt fra Bakken. Stor Sø. Vi holdt paa med at kjødte til Middag. Har nu 44 Bootlenoser.
Tirsdag den 23. Juni.
Jeg har nu ikke faaet Tid til at skrive paa 14 dage, thi der har været Baadfald uafbrudt Dag som Nat. Vi har preiet ” Freden ” af Sandefjord, og ” Ora ” af Arendal, med resp. 27 og 19 Fisk. Vi har i Mellemtiden faaet 70 Fisk om bord. Jeg har i denne Tid skkudt 3 FRA BAKKEN, og har i alt altsaa skudt 7 FISKER OG 1 UNGE. Vi fik en Sæk med sagmug af ” Freden ”. ”Ora ” fik en del Harpuner og Liner af os. Capteinen paa ” Ora ” er en meget hyggelig Mand. Vi har seet ”Piscator ”, ” Skemer ” og «Reykjavik ”. Den sidste føres af Lauenburg. Fter Sigende skal ” Magdalene ” have mistet 2 Baade med Mandskabeme. Jeg er frisk som en Fisk.
Onsdag den 24. Juni.
Igaaraftes ( Sancthansaften ) blev vi trakteret med unsch og Labskaus, og havde det noksaa hyggelig. Vi preiede igjen ” Ora ”, der nu havde faaet 31 Bootlenoser.
Torsdag den 25. Juni.
I dag blev «Bismarck ” fundet fuld af visse fire eller otte-benede Graatasser. Jeg kan ikke bestemme hvadenten de har 4,6 eller 8 Ben, da jeg aldri har seet dem paa nærmere Hold.
Fredag den 26. Juni.
Inat havde vi Baadfald, men fik ingen. Jeg var med i Baaden. Vi skjød 4 Terner og 1 Maage. Seiler nu Sydover.
Lørdag den 27. Juni.
Stiv Kuling. Ingen Fisk at se.
Søndag den 28. Juni.
Fremdeles ingen Fisk. Vi saa i dag begge Hr. T.M.Bryde i Sande i] ord , tilhørende For and Afit Skonnerter, til Luvart.
Mandag den 29. Juni.
Iaftes havde vi meget Moro, thi jeg og Rikard Kittelsen havde nemlig klædt os du som Damer, og dansede paa Dækket, medens en af Matroseme , en tyg liten Rug, ved navn «Stangebyknotten ”, spillede paa Trækspil. Vi blev trakteret med en Dram.
Tirsdag den 30. Juni.
Gaarafites praiede vi ” Skimer ”, som havde faaet 28 Bootlenoser. Medens Capteinen var om bord hos os, skjød de fast fra ” Skimer ”. Frisk Vind.
Onsdag den 1. Juli.
Capteinen og jeg var i dag ude paa Alkejagt,men vi fik ikke mer end 2, som Capteinen skjød fra Bakken. Vi ser mange Knuvelhvaler nu om Dagen.
Torsdag den 2. Juli.
Havde Baatfald, men fik ingen. Pent Veir. Jeg begynder atter at længte Hjem.
Fredag den 3. Juli.
Vi fik i dag vor 71. og Sidste Bootlenose. Det var en Tøndebaand, men vi var ved Flænsningen saa uheldig at miste Hovedet. Vi har i den sidste Tid ruslet saa smaat hjemover. Saa i dag en dansk Skonnert.
Lørdag den 4. Juli.
Et begynder nu at friske paa, saa igjen en vakker dansk Skonnert. Vi maa nu ikke være langt fra Færøeme.
Søndag den 5. Juli.
Saa i dag en Haakjerringfisker, formodentlig en Hollandsk. Pent Veir. Vi satte i dag af for at seile hjem, hvilket vakte stor Glæde.
Mandag den 6. Juli.
Jeg saa i dag en Flok Spækhuggere. De var sorte med gule flekker, og havde store skarpe Rygfinner.
Tirsdag den 7. Juli.
Stygt Veir. Regntyk Luft. Vi styrer nu Cours sydover.
Onsdag den 8. Juli.
I dag er det Agnes’s Geburtsdag. Gid jeg var hjemme. I dag passerede vi Færøeme. Jeg var med i en af Baademe for at fiske Torsk, men vi fik ingen, da der var for dybt, antagelig 85 Favne Vand.
Torsdag den 9. Juli.
Kuling og stor Sø. Hele Lugarens Dæk er fyldt med Vand. Det er aldeles mørkt ,thi Skylightet er er surret over med Seildug.
Fredag den 10 . Juli.
Taage og Kuling. Det begynder at blive mørkt om Nætteme nu.
Lørdag den 11 .Juli.
Har 3 a 4 Seilere i Horizonten. I dag havde vi besøk af en Fiskerbaad fra Marstrand, i Sverige, og kjøbte en Helleflyndre og Lange af den, og gav dem Erter og Flæsk og en Flaske med ider i stedet. Vi er nu omtrent 18 Mil tvers af Stadt. Daarlig Vind med delvis Taage.
Søndag den 12. Juli
Fik Helleflyndre igaaraftes, samt Fiskesuppe. Jeg haaber det er sidste søndagen vi er om bord i Briggen.
Mandag den 13. Juli.
Vi begyndte i dag at skure Skandseklædningen med Søvand og Aske. Det regner svert. Det er et ækelt Arbeide. Jeg har faaet fast Post med at bære op Vand til Rikard Kittelsen.
Tirsdag den 14. Juli.
Vi skal nu skrabe hele Bandjem. Det er stygt Veir. Vi skal ligeledes skrabe Masteme fra Dækket til Toppen, og olje dem.
Onsdag den 15. Juli.
Holder paa med at skrabe Mastemeog Banbjem. Det er stygt Veir,
Torsdag den 16. Juli.
Vi blev i dag færdig med skrabningen og holder nu paa med at hænge Lineme op til ørkning. Efter gjort rent over hele Bandjem, begyndte vi at holde Dansemorro og Cirkus. Skytteren Chr. Busterud var Bjømetrækker, Rikard Kittelsen var Bjørn, og jeg var Abekat. Det var en Selvfølge at vi havde svertet os i Ansigtet, og saa havde vi trækt 2 Islandske Uldtrøyer paa os, samt Hale af en Ende. Disse Uldtrøyer gaar under Navn af Lusevad. Nok af det vi holdt Cirkus, og jeg red paa Ryggen af Rikard, medens ” Stangebyknotten ” spildte paa Trækspil, og en anden slog paa tromme paa et Tomfad. Kokken øvede sine musikalske Anlæg paa et Blikfad. Vi havde meget Moro.
Fredag den 17. Juli.
Har Laget Lineme ned i Rummet igjen. Er nu omtrent tvers af Bergen. Vi har paa Hjemreisen fisket 50 Stk. Makreller.
Lørdag den 18. Juli.
Er tvers af Jæderen. Jeg blev syg i dag, og maatte faa noget af Capteinen. Gikk tilkøis om Aftenen ,og sov hele Natten. Det er stygt Veir.
Søndag den 19. Juli.
Stygt Veir. Er nu omtrent tvers af Arendal. Vi passerede Lindesnæs inat. Briggen gjør god Fart, 8 Mil i Vagten. Jeg er daarlig. Vi ligger nu for 2 Stumper, da vi ikke har Landkjenning. En meget dum Seilads. Vi passerer nu Færder, og holder paa at seile ind
gjennem Øeme. Det er et deilig Syn at se Løvtrær og Grantrær igjen. Hist og her ser man et lille stykke Ager inde i Skoven, eller et lidet Hus, medens Aftensolen sender sine milde Straaler over Øeme.
Under Hurraraab svingede Briggen forbi Pynten, og lod sine Ankere falde. Vi gjorde nu fast Seilene og fortøiede (Ankeme ) den, medens Stewarden engang imellem skjænkede os en Dram. Mange Folk er kommet om bord. Kl. 12 kom jeg hjem til mine kjære Forældre og Sødskende. Jeg hvilede snart i Morpheus’s Arme, og drømte om Ishavet og Briggen og Bootlenosen og altsammen.

Kulturhistorie Tjøme

Kulturhistorie

Kulturhistorien beskjeftiger seg med den menneskelige kulturs historie. Dette kan være dagligdags praksis så vel som finkultur, håndverk, kunst,
arkitektur, religiøse og andre åndelige forhold og immateriell kultur. Fagretningen studerer menneskers handlinger og tanker i fortid og nåtid og
forbindelsen mellom den materielle kulturen og menneskenes fortolkning av virkeligheten.
En kulturhistoriker undersøker kulturelle og historiske prosesser som tradisjon, endring,
innovasjon og spredning – av for eksempel gjenstander, handlinger og fortellinger.
Kulturhistorie som fag reflekterer over hvordan fortidens og nåtidens mennesker har levd sine liv og gitt mening til sin egen tilværelse.
Faget omfatter materialitet og praksis, fortelling, tradisjon og ritualer. Man forsøker å forstå enkeltmennesket som kulturelt vesen,
som skaper og som viderefører av mentalitet og kulturelle praksiser. Her samler vi tekster som til sammen gir et bilde av tjømlingers liv og levnet.

 

 

 

Vurderinger som framkommer i signerte artikler er ikke nødvendigvis, sammenfallende med redaksjonens synspunkter.

Sverigefarten under den annen verdenskrig

Artikkelen er basert på et videointervju med Helge og Anders Wilhelmsen. Intervjuer Anders Lorentzen.

I dag er aviser, radio og fjernsyn svært opptatt av handletrafikken mellom Norge og Sverige. Tusener av nordmenn reiser hver uke med bil, ferje eller tog til broderlandet for å handle billige varer: drikkevarer, kjøtt og matvarer av alle slag. Vi gjør oss ikke alltid like fordelaktig bemerket og det er ”Harry” å reise til vårt naboland for å handle. Blir det sagt. I krigsårene gikk trafikken i samme retning, men formålet var et annet og mye mer alvorlig. Fullt så mange var det vel heller ikke som fant veien over grensen på den tiden. Så vidt vi vet var det ca 44,000 nordmenn som måtte søke beskyttelse i Sverige under den annen verdenskrig.

Den største trafikken gikk kanskje over land, gjennom skogen i grensetraktene. Omkring disse fluktrutene finnes det mye dramatisk stoff. Adskillig mindre vet vi om folk som tok sjøen fatt og kom seg i sikkerhet den veien. Mye kan tyde på at denne transporten var langt mindre dramatisk enn den som gikk over land. Noen av dem som deltok, forteller i hvert fall om det som om det skulle være ren rutine.

I vår del av landet var Nøtterø og Tjøme naturlige utgangspunkter for flyktningetrafikken. Veien var grei og tok tre- fire timer.

Tyskerne brukte store beløp på å bygge ut kystartilleriets anlegg på Tjøme som var en viktig del av ”Festung Norwegen”. De hadde en stor styrke her ute og det vrimlet av grønnkledte germanere væpnet til tennene. Øya var likevel blant de fredeligste steder man kunne oppholde seg under krigen. Det var få konflikter mellom okkupantene og lokalbefolkningen og få krigshandlinger. Våre to fort, Mågerø og Torås ventet forgjeves på den allierte invasjonen. Og godt var det.

Ute i fjordmunningen hadde tyskerne permanent vakthold. Folk som hadde sin virksomhet på sjøen kunne observere vaktbåten der den pendlet frem og tilbake ute i synsranden. Hva den klarte å oppspore av fiendtlig aktivitet er ikke kjent, men sikkert er det at en god del illegal virksomhet fant sted uten at den ble oppdaget. Tyske soldater kontrollerte også all ferdsel over Vrengen bro, hvem som helst hadde ikke adgang til øya under krigen. Dette forhindret heller ikke at folk avla ulovlige besøk her ute.

Etter hvert som tiden gikk, kom det i stand en del illegal virksomhet, både på Tjøme og i distriktet for øvrig. Folk organiserte seg i motstandsgrupper som skulle drive sabotasje, nyhetsformidling, etterretningsvirksomhet osv. Noen av dem ble oppdaget eller var ettersøkt og måtte flykte. Sverige tok imot de fleste. Tjøme var et naturlig utgangspunkt for slike ekspedisjoner, veien til nabolandet og friheten var kort. Og det fantes sjøvante folk som var villige til å ta en risk for å hjelpe til. I disse årene møtte vi ofte to store halvdekkede snekker ute i skjærgården, fiskebåter utstyrt med størjeblåser og annen fangstredskap. De tilhørte Hans Wilhelmsen, opprinnelig fra Råde. Han fisket sammen med de tre sønnene Willy, Helge og Anders. Lite ante vi at disse folkene også drev regulær flyktningtransport til Sverige. På denne tiden var det svært vanlig at folk måtte ty til mange krumspring for å skaffe seg et utkomme. Mange kombinerte fiske, småbruk og sjøfart. Her var et nytt bein å stå på: flyktningtransport!

Familien Wilhelmsen bodde opprinnelig på Mågerø. Så kom tyskerne og krevde sitt, de ville ikke ha sivile i sin umiddelbare nærhet. Heraus! Wilhelmsen måtte flytte fra huset og myndighetene rekvirerte et midlertidig oppholdssted for dem på Holtane, i ferieboligen til familien Bruusgaard fra Drammen. Dette var ikke noe dårlig sted å bo for en fisker, huset lå i strandkanten og hadde egen brygge.

Alle detaljene omkring virksomheten kjenner vi ikke, hovedpersonen lever ikke lenger. Det er for eksempel uvisst hvordan det kom i stand kontakt mellom ham og fiskehandler Rolf Brynildsen i Tønsberg som organiserte denne trafikken. Den begynte antagelig omkring 1943. Helge og Anders forteller at flyktningene ofte kom med legebiler og sykebiler og ble satt av på pleiehjemmet på Grimestad. Derfra ble de loset ned til huset på Holtan og plassert i et rom hvor de måtte finne seg i å vente til været ble brukbart. Wilhelmsen fikk værmelding på radio. Å eie en radio var i seg selv en illegal handling som kvalifiserte til et lengre opphold på Grini eller andre ”pensjonater” som okkupasjonsmakten drev. Men det gikk bra, ingen peilet seg frem til Wilhelmsens radioapparat.

Som nevnt hadde de to snekker, en på 26 og en på 28 fot. Faren og den ene sønnen brukte den ene snekka, de to andre sønnene disponerte snekke nummer to. De hadde gjerne 7 passasjerer hver. Transporten foregikk i ly av nattemørket. Fra Grimestadkilen gikk veien rett ut Leisteinsløpet. Den første tiden ble kursen satt mot Ursholmen, syd for Koster. Senere valgte de å gå til Koster med alle passasjerene. Under normale værforhold tok turen ca 4 timer. I Sverige ble de tatt godt imot og fikk etter hvert gode venner der borte. Anders forteller at en gang de kom til Koster spurte han vakthavende tolder om å få gå i butikken og handle litt:” Neej, det fick han inte! Men nu er det snart mørkt och der ligger min eka. Den kan du ta”, sa svensken.

Disse ekspedisjonene gikk alltid bra, de var heldige. Men det manglet ikke på nervepirrende situasjoner. En gang hadde de passert Færder på vei østover. Da, plutselig skjærer en vaktbåt ut fra en konvoi og setter kursen rett mot dem. Men så ombestemte den seg og returnerte. En annen gang hadde de en tysk vaktbåt etter seg. De kom seg med nød og neppe unna og stakk seg inn mellom noen holmer. ”Så sent kan jæ’nte huse snekka har gått non gang”, sa Hans Wilhelmsen tørt.

En gang fikk de beskjed om at 17 mennesker i Sandefjord hadde tyskerne i hælene . De ble i all hast sendt til Veierland. Der hentet Wilhelmsen dem i nattens mulm og mørke med begge snekkene. Det gikk bra det også.

En dag hadde Helge vært i Sverige med folk. På hjemveien fant han ut at han gjerne ville ha koketorsk til middag. Han tok derfor veien om Sandøsund og kjøpte et par store torsker. Så satte han kursen hjemover. Som han nærmet seg fikk han se en mann på brygga. Snart oppdaget han at det var en tysk soldat i full mundur! Hadde tyskerne funnet ut hva de drev med? Her var gode råd dyre, hva skulle han nå gjøre? Han forsto at om han bråsnudde, ville dette virke mistenkelig. Han tok derfor mot til seg, la til brygga og fortøyde snekka som om han hadde verdens beste samvittighet. Så kom tyskeren bort og spurte pent om han kunne få kjøpe litt fisk. Jo da, det lot seg gjøre, han fikk med seg de to torskene! Så ruslet han sin vei, vel tilfreds. Og Helge trakk et lettelsens sukk.

Når de skulle til Sverige var de alltid påpasselige med å høre værmeldingen. Hjemover tok de det mindre høytidelig, de var tross alt sjøvante folk og hadde gode farkoster. Og denne veien hadde de jo ingen passasjerer. Dermed ble det ofte hjemturen som var mest dramatisk hva været angår. En gang var de på hjemvei, begge snekkene i følge. Det blåste opp et herrens vær og de hadde sin fulle hyre med å holde seg flytende. Fra farens snekke holdt han og Anders øye med de to andre. Ofte skimtet de bare masta mellom de store sjøene. Plutselig bak en veldig sjø forsvant den andre snekka. ”Der gikk guttane” ropte faren. Men snekka dukket opp igjen og nådde brygga i god behold, men med knekte spant og store lekkasjer.

På denne tiden hendte det man fant vrakgods etter forliste fartøyer i sjøen. En gang kom de fra Sverige. Da observerte de flere store baller med smør, vrakgods fra en havarist. ”Men været var så dårlig at vi lot smøret ligge ” sier Helge.

Sønnene til Hans Wilhelmsen er enige om at denne farten gikk greit, stort sett uten særlig dramatikk. ”Jeg var sjelden eller aldri redd” sier Helge. ”Det var først etter at krigen tok slutt at jeg hadde en opplevelse som skremte meg. Vi var en gjeng hjemmefrontfolk på 7 mann som skulle til Bolærne og overta kommandoen der borte. Vår eneste bevepning var et gammelt rustent maskingevær. Vi var så redde at vi hakka tenner. Kaia var full av tyske soldater, bevepnet til tennene. Da de fikk se denne kanonbåten vår lo de seg nesten i hjel. Men vi måtte ikke vise oss redde. Vi gikk i land og firte det tyske flagget. Da satte tyskerne seg rett ned og slappet av. Så kunne vi heise vårt eget flagg, jobben var gjort.

SVERIGEFARTEN UNDER DEN ANNEN VERDENSKRIG.

 

Artikkelen er basert på et videointervju med Helge og Anders Wilhelmsen. Intervjuer Anders Lorentzen.

 

I dag er aviser, radio og fjernsyn svært opptatt av handletrafikken mellom Norge og Sverige. Tusener av nordmenn reiser hver uke med bil, ferje eller tog til broderlandet for å handle billige varer: drikkevarer, kjøtt og matvarer av alle slag. Vi gjør oss ikke alltid like fordelaktig bemerket og det er ”Harry” å reise til vårt naboland for å handle. Blir det sagt. I krigsårene gikk trafikken i samme retning, men formålet var et annet og mye mer alvorlig. Fullt så mange var det vel heller ikke som fant veien over grensen på den tiden. Så vidt vi vet var det ca 44,000 nordmenn som måtte søke beskyttelse i Sverige under den annen verdenskrig.

 

Den største trafikken gikk kanskje over land, gjennom skogen i grensetraktene. Omkring disse fluktrutene finnes det mye dramatisk stoff. Adskillig mindre vet vi om folk som tok sjøen fatt og kom seg i sikkerhet den veien. Mye kan tyde på at denne transporten var langt mindre dramatisk enn den som gikk over land. Noen av dem som deltok, forteller i hvert fall om det som om det skulle være ren rutine.

 

I vår del av landet var Nøtterø og Tjøme naturlige utgangspunkter for flyktningetrafikken. Veien var grei og tok tre- fire timer.

 

Tyskerne brukte store beløp på å bygge ut kystartilleriets anlegg på Tjøme som var en viktig del av ”Festung Norwegen”. De hadde en stor styrke her ute og det vrimlet av grønnkledte germanere væpnet til tennene. Øya var likevel blant de fredeligste steder man kunne oppholde seg under krigen. Det var få konflikter mellom okkupantene og lokalbefolkningen og få krigshandlinger. Våre to fort, Mågerø og Torås ventet forgjeves på den allierte invasjonen. Og godt var det.

 

Ute i fjordmunningen hadde tyskerne permanent vakthold. Folk som hadde sin virksomhet på sjøen kunne observere vaktbåten der den pendlet frem og tilbake ute i synsranden. Hva den klarte å oppspore av fiendtlig aktivitet er ikke kjent, men sikkert er det at en god del illegal virksomhet fant sted uten at den ble oppdaget. Tyske soldater kontrollerte også all ferdsel over Vrengen bro, hvem som helst hadde ikke adgang til øya under krigen. Dette forhindret heller ikke at folk avla ulovlige besøk her ute.

 

Etter hvert som tiden gikk, kom det i stand en del illegal virksomhet, både på Tjøme og i distriktet for øvrig. Folk organiserte seg i motstandsgrupper som skulle drive sabotasje, nyhetsformidling, etterretningsvirksomhet osv. Noen av dem ble oppdaget eller var ettersøkt og måtte flykte. Sverige tok imot de fleste. Tjøme var et naturlig utgangspunkt for slike ekspedisjoner, veien til nabolandet og friheten var kort. Og det fantes sjøvante folk som var villige til å ta en risk for å hjelpe til. I disse årene møtte vi ofte to store halvdekkede snekker ute i skjærgården, fiskebåter utstyrt med størjeblåser og annen fangstredskap. De tilhørte Hans Wilhelmsen, opprinnelig fra Råde. Han fisket sammen med de tre sønnene Willy, Helge og Anders. Lite ante vi at disse folkene også drev regulær flyktningtransport til Sverige. På denne tiden var det svært vanlig at folk måtte ty til mange krumspring for å skaffe seg et utkomme. Mange kombinerte fiske, småbruk og sjøfart. Her var et nytt bein å stå på: flyktningtransport!

 

Familien Wilhelmsen bodde opprinnelig på Mågerø. Så kom tyskerne og krevde sitt, de ville ikke ha sivile i sin umiddelbare nærhet. Heraus! Wilhelmsen måtte flytte fra huset og myndighetene rekvirerte et midlertidig oppholdssted for dem på Holtane, i ferieboligen til familien Bruusgaard fra Drammen. Dette var ikke noe dårlig sted å bo for en fisker, huset lå i strandkanten og hadde egen brygge.

 

Alle detaljene omkring virksomheten kjenner vi ikke, hovedpersonen lever ikke lenger. Det er for eksempel uvisst hvordan det kom i stand kontakt mellom ham og fiskehandler Rolf Brynildsen i Tønsberg som organiserte denne trafikken. Den begynte antagelig omkring 1943. Helge og Anders forteller at flyktningene ofte kom med legebiler og sykebiler og ble satt av på pleiehjemmet på Grimestad. Derfra ble de loset ned til huset på Holtan og plassert i et rom hvor de måtte finne seg i å vente til været ble brukbart. Wilhelmsen fikk værmelding på radio. Å eie en radio var i seg selv en illegal handling som kvalifiserte til et lengre opphold på Grini eller andre ”pensjonater” som okkupasjonsmakten drev. Men det gikk bra, ingen peilet seg frem til Wilhelmsens radioapparat.

 

Som nevnt hadde de to snekker, en på 26 og en på 28 fot. Faren og den ene sønnen brukte den ene snekka, de to andre sønnene disponerte snekke nummer to. De hadde gjerne 7 passasjerer hver. Transporten foregikk i ly av nattemørket. Fra Grimestadkilen gikk veien rett ut Leisteinsløpet. Den første tiden ble kursen satt mot Ursholmen, syd for Koster. Senere valgte de å gå til Koster med alle passasjerene. Under normale værforhold tok turen ca 4 timer. I Sverige ble de tatt godt imot og fikk etter hvert gode venner der borte. Anders forteller at en gang de kom til Koster spurte han vakthavende tolder om å få gå i butikken og handle litt:” Neej, det fick han inte! Men nu er det snart mørkt och der ligger min eka. Den kan du ta”, sa svensken.

 

Disse ekspedisjonene gikk alltid bra, de var heldige. Men det manglet ikke på nervepirrende situasjoner. En gang hadde de passert Færder på vei østover. Da, plutselig skjærer en vaktbåt ut fra en konvoi og setter kursen rett mot dem. Men så ombestemte den seg og returnerte. En annen gang hadde de en tysk vaktbåt etter seg. De kom seg med nød og neppe unna og stakk seg inn mellom noen holmer. ”Så sent kan jæ`nte huse snekka har gått non gang”, sa Hans Wilhelmsen tørt.

 

En gang fikk de beskjed om at 17 mennesker i Sandefjord hadde tyskerne i hælene . De ble i all hast sendt til Veierland. Der hentet Wilhelmsen dem i nattens mulm og mørke med begge snekkene. Det gikk bra det også.

 

En dag hadde Helge vært i Sverige med folk. På hjemveien fant han ut at han gjerne ville ha koketorsk til middag. Han tok derfor veien om Sandøsund og kjøpte et par store torsker. Så satte han kursen hjemover. Som han nærmet seg fikk han se en mann på brygga. Snart oppdaget han at det var en tysk soldat i full mundur! Hadde tyskerne funnet ut hva de drev med? Her var gode råd dyre, hva skulle han nå gjøre? Han forsto at om han bråsnudde, ville dette virke mistenkelig. Han tok derfor mot til seg, la til brygga og fortøyde snekka som om han hadde verdens beste samvittighet. Så kom tyskeren bort og spurte pent om han kunne få kjøpe litt fisk. Jo da, det lot seg gjøre, han fikk med seg de to torskene! Så ruslet han sin vei, vel tilfreds. Og Helge trakk et lettelsens sukk.

 

 

 

Når de skulle til Sverige var de alltid påpasselige med å høre værmeldingen. Hjemover tok de det mindre høytidelig, de var tross alt sjøvante folk og hadde gode farkoster. Og denne veien hadde de jo ingen passasjerer. Dermed ble det ofte hjemturen som var mest dramatisk hva været angår. En gang var de på hjemvei, begge snekkene i følge. Det blåste opp et herrens vær og de hadde sin fulle hyre med å holde seg flytende. Fra farens snekke holdt han og Anders øye med de to andre. Ofte skimtet de bare masta mellom de store sjøene. Plutselig bak en veldig sjø forsvant den andre snekka. ”Der gikk guttane” ropte faren. Men snekka dukket opp igjen og nådde brygga i god behold, men med knekte spant og store lekkasjer.

 

BILDE NR. 1: «Der gikk guttane!» ropte Hans Wilhelmsen.

 

På denne tiden hendte det man fant vrakgods etter forliste fartøyer i sjøen. En gang kom de fra Sverige. Da observerte de flere store baller med smør, vrakgods fra en havarist. ”Men været var så dårlig at vi lot smøret ligge ” sier Helge.

 

Sønnene til Hans Wilhelmsen er enige om at denne farten gikk greit, stort sett uten særlig dramatikk. ”Jeg var sjelden eller aldri redd” sier Helge. ”Det var først etter at krigen tok slutt at jeg hadde en opplevelse som skremte meg. Vi var en gjeng hjemmefrontfolk på 7 mann som skulle til Bolærne og overta kommandoen der borte. Vår eneste bevepning var et gammelt rustent maskingevær. Vi var så redde at vi hakka tenner. Kaia var full av tyske soldater, bevepnet til tennene. Da de fikk se denne kanonbåten vår lo de seg nesten i hjel. Men vi måtte ikke vise oss redde. Vi gikk i land og firte det tyske flagget. Da satte tyskerne seg rett ned og slappet av. Så kunne vi heise vårt eget flagg, jobben var gjort.

Minner fra Midtgården

Else Laila Mathisen har sendt oss denne avskriften fra boken 

Fra ”I gård og grend” – Østfold og Vestfold

THERESE MAGDALENA MATHISEN FØDT 1890,(link til slektsdatabasen) kan fortelle fra en jordarbeiders hjem på Tjøme:
Jeg er født av svenske foreldre, – de kom over grensen som ganske unge og bosatte seg på Tjøme. De var fattige, men arbeidsomme mennesker. Far var jordarbeider, kan huske at han hadde 80 øre for dagen. Han hadde nok å gjøre, for svenskene hadde ord på seg for å være flinke. Her ute på øya var det mest sjøfolk, så svenskene kom som trekkfugler om våren.
Far og mor fikk 8 barn. Hjemmet vårt de første årene var en falleferdig hytte som ble kalt for ”Torhytta”, der var det to små rom og kjøkken. Kan huske det var masse rotter der. Om natten hendte det at vi ble rottebitt. Jeg har et minne i ansiktet til denne dag. Mitt første minne fra ”Torhytta” var da min yngste bror ble født. To av mine søstre og jeg lå i en trebenk. Om natten kom det en kone som hadde tannverk, så hun satt foran ovnen og varmet ansiktet sitt. Noen dager etter ble vogga tatt ned fra loftet og jeg fikk lov å vugge det lille nøstet.
Tiden gikk, – og to av mine brødre kom i bakerlære hos Odahl i Tønsberg. En tredje fikk hyre ombord i sildeskøyta.


Sildeeventyr
Så kom det gode tider for Moebygda, da silda kom, – ja det var eventyr for oss. Det ble bygget en stor brakke like nede ved Mostranda, og vi døpte det for ”Sildesalteriet” Konene fikk hjelp med å ”gane”, og mannfolkene saltet. Det ble en kjærkommen ekstrafortjeneste midt i vinteren. Og vi fikk sildesuppe og poteter hver dag. Bare det å kunne spise oss mette på middagsmat, ja, det var herlig. Men kokt sild har jeg aldri hatt lyst på siden.
Han som eide sildeskøyta, han eide også gården som far arbeidet på. Så når våren kom la han på lønna til kr. 1,50 pr. dag, det var storartet. Far fikk jo også kosten til seg i tillegg.
Så langt det lot seg gjøre var mor med og hjalp til på gården, men det var jo mange hjemme som skulle ha stell. Men hun fikk store hjemmebakte brød og et spann med melk når hun gikk hjem. Selv kunne hun ikke bake, for det var ingen bakerovn i ”Torhytta”. Vi kjøpte seks brød for en krone og ti øre. Det var veldig godt med mørk sirup på. Smør fikk vi ikke, men når mor fikk sur melk kokte hun misusmør.


Gjeterjente
Gården de arbeidet på var ”stor”, 8 kuer, hest, 2 griser, sauer og høns. Det var nok den største gården i Moebygda den gangen. Men så ville alle ha sauer, og det var jo ingen annen plass å ha dem enn knauser og små bakker. Det ble bygget en stor løkke der sauene fikk være om natten, så hadde de felles beite med kuene om dagen. Men sauene måtte gjetes, og de som ikke hadde barn selv, måtte leie hjelp. Jeg fikk plass hos Else Megaren, det var slaktersken i Moebygda. Else hadde 5 sauer, og da skulle hun holde gjeter i fem dager. En dag for hver sau. Det var 50 sauer i det hele. Klokka fire om morgenen ble jeg vekket og skulle få mat hos Else før jeg begynte dagen. Der fikk jeg harskt smør på brødet og ost som sto i brun krukke og este. Det var nyfikent med smør, så jeg spiste det. Sko hadde jeg ikke, så jeg sprang barbent til løkka som lå langt ute i havna. Så ble sauene drevet til Omdal, en fin beiteplass med masse skogsbær. Klokke hadde jeg jo ikke, men jeg stilte meg opp og når jeg fikk skyggen i nord da var det best å få med seg sauene til løkka, – en vanskelig jobb. Men jeg skulle til Else og få middag. Rugmelsgrøt med svart sirup, 1 kopp surmelk. Klokka fire bar det av sted igjen, nå til vestsiden av øya. Slik gikk det fem dager til ende. Lønnen var 20 øre dagen, så jeg var stolt når jeg kunne gi mor 1 krone som jeg selv hadde arbeidet for.
Så kom skolen, jeg lærte å lese av mine eldre søsken, så det ble ingen ABC for meg. Læreren prøvet meg med å la meg lese fra leseboken ”Alt er skapt av deg, o Gud”. Og det gikk bra, så jeg ble flyttet opp i annen klasse. Fikk da ha bøker sammen med en bror.
Far hadde gått på skolen i åtte dager. Han kunne lese og skrive. Min mor hadde tre skoledager. De var fra henholdsvis Evja og Strømstad. Mor leste godt, men hun lærte seg aldri til å skrive annet enn sitt eget navn.


Jobb som potetplukker
Høsten kom, og når jeg var så stor, måtte jeg være med å plukke poteter. Det var mange mål med rødsand på Moe. Passe stykker til hver av småbrukerne. De tok opp tang i høst-stormene, svære hauger, som ble liggende til våren, da ble den kjørt opp og brukt til gjødsel. Det var fin-fin gjødsel der i rødsanden. Ja om sagt, så kom høsten og vi kaptes om å få jobb. En hel bøtte poteter fikk vi for dagen. Det var to som spadde opp, og vi krøp på knærne og plukket hele dagen, så lang den var. Til middag fikk vi gjerne fisk og suppe, og om ettermiddagen brød med karveost. Kveldsmaten var et stort fat med røde poteter, og et traug med brisling, og vi fikk så meget sur melk vi kunne orke å drikke. Men det gildeste var bøtta med poteter hjem til mor. Det var en deilig tid den potetopptakinga. Når alle var ferdige, fikk vi lov å rake sammen potetgraset, sette fyr på og steke poteter på gloa.


Jeg sluttet tidlig på skolen
På grunn av at jeg måtte ut og arbeide. Tolv år gammel fikk jeg plass som budeie. Da arbeidet jeg for klærne. Da sommeren var over fikk jeg ny kjole, rød med svarte kantebånd nedentil. Det var en umåtelig flott kjole synes jeg. Han var så snill den bonden, det var den samme som far arbeidet hos. En lørdag hadde fruen sagt at jeg skulle få være med sildeskøyta til Tønsberg. Ja det var vel stas. Hele natta lå jeg med papilotter i håret, for jeg måtte jo være fin som gårdens døtre. Flettet mange små fletter og sov ikke i det hele tatt. Det var første gang til Tønsberg. Klokka fire seilte vi fra Treidestad i fint vær, inn Tønsbergfjorden og var i Tønsberg ved 11-tida. Det jeg husker aller best fra den turen var da jeg fikk se meg selv i det store vinduet hos P. Thoresen på torvet. Jeg fikk 2 kroner av sjefen og 1 krone av mor, så det ble mye drops og lommetørklær med dyretegninger på hjem til mine små søsken.


Så kom griseslaktingen
Else Megaren gikk fra gård til gård. Hos Olsen ble det slått en stor jernkrampe i låvegulvet, så ble grisen bundet fast i trynet til gulvet. Så satte Else en spiks i pannen og slo til. Grisen døde jo med en gang. Så stakk hun den i halsen. Den var hvit og fin når Else Megaren var ferdig med den. Den dagen fikk vi blodpannekaker og byggrynssaftsuppe med rosiner i.
Min nest eldste bror hadde vært en tur på butnosfeltet, kom hjem og tok hyre på seilskute og gikk i land i Amerika, hvor hellet fulgte ham. Han sendte penger hjem, så mor og far fikk kjøpt et gammelt hus.

Konfirmasjonsutstyret 
Så skulle jeg konfirmeres. Jeg må få lov å fortelle om mitt utstyr. Jeg fikk 75 kroner fra bror i Amerika til det. Tykke, hvite bommesi bukser med heklet blonde, linning til å knyte ved knærne og liv som gikk langt nedover hoftene, 3 underskjørter. Det innerste lys grått ullskjørt med lyserøde border, kantbånd til å knyte rundt livet. Så bommesiskjørt med dype folder og så det fineste sjerting skjørt med bred broderikappe og finstripete rynker. Jeg hadde sort kjole som var foret fra halsen til gulvet. Rysjkant nederst. Den betalte jeg selv, for jeg hadde 4 kroner måneden der jeg tjente da. Stoffet og sylønnen kom på 7 kroner. Fin hatt, og så det fineste da, knappestøvler med knurp i. Gavene jeg fikk var et grønt syskrin, 4 kroner og en kaffekopp med asjett. Fri skyss til kirken fikk jeg av Olsen, som jeg hadde vært budeie hos.

Middagen var kjøttkaker og semuljepudding med bringebærsaus. Nå var jeg voksen.

«Russerleiren på Ormelet»

Ved Astrid Bjønnes
En samtale med Gerd Norma Berntsen

Hun var bare fire år da krigen brøt ut. Bildene fra den dagen er brent inn i henne slik det ofte er med sterke opplevelser i tidlig alder. De vil aldri forsvinne.
– Det var flyene. Vi, mor, far, min to og et halvt år eldre bror og jeg sto i det sydvendte soveværelsesvinduet. Flyene fløy så lavt at vi kunne se flygerne. Jeg minnes vi kunne se lærhjelmen og brillene. Den forferdelige støyen fra flyene var skummel, men det var mor og fars tonefall da de snakket sammen som var aller mest skremmende. Dette var noe alvorlig og skummelt. Jeg husker ikke hva de sa, men det tonefallet, spesielt mors, skremte meg virkelig. Jeg skulle fylle fire år 18. mai 1940.
Dette var veldig tidlig om morgenen 9. april 1940.
Redselen satte seg i meg, og jeg var redd for flyvemaskiner helt til langt inn i voksen alder. Det var også det fryktelige bråket som jeg var redd for. Når jeg hørte jordfresermaskinen til naboen om våren (som var nazist og hadde tilgang til bensin under krigen. Vi hadde bare en nabo som var nazist, og som også hadde jordfreser), ble jeg også livredd. Jeg forbandt det med den første krigsdagen.
Jeg sitter hjemme hos Gerd Norma Berntsen og hører henne fortelle. Temaet vårt er fangeleiren på Ormelet. Hun vokste opp i et av nabohusene til den leiren og er en av de få som har klare minner om den. Det er mest glimtvise bilder slik det er fra barndommen, men de er til gjengjeld svært sterke og sitter til evig tid.
– Jeg tror det må ha vært i 41 eller 42 at de begynte å bygge leiren. Huset de brukte ble kalt «Arbeider’n», det var Arbeiderforeningens lokale. De arrangerte selskaper med dans til levende orkester. Mine foreldre kunne fortelle at det var «stil» over danseaftenene på «Arbeider’n», damene stilte i side kjoler på de tilstelningene. Det ble vel bygget på 20-tallet en gang. Ja, jeg husker ikke det, men det har jeg fått fortalt.
Hvordan stolpene og piggtråden for å bygge fange leieren ble fraktet, husker jeg ikke helt, men jeg erindrer mange hester ved «Arbeider’n» på den tiden, så materialene ble nok fraktet med hest. Tyskerne rekvirerte jo bare hester fra bøndene når de skulle ha noe fraktet, så det var ikke noe problem. Det var dobbelt gjerde, med noen meters mellomrom, begge gjerdene hadde innovervendte stolper på toppen, så det skulle være umulig å klatre over. Gjerdet var bundet sammen i små ruter av piggtråd og var veldig solid. De satte ut vakter ved porten, og de patruljerte rundt hele leiren om natten. Allikevel var det noen som klarte å rømme. Da ble det husundersøkelse i husene. De banket ikke på med nevene, men brukte geværkolben eller sparket og slo i døra. Så trampet de inn med støvlene sine og endevendte alt, åpnet skap og dro ut skuffer, som om noen kunne gjemme seg i en skuff! Men de benyttet nok anledning til å se etter skjulte radioer og annet illegalt. De fant aldri noe hos oss, men det var skremmende. Særlig fordi det skjedde midt på natta. Ikke rart jeg var redd tyskere.
– Var du ofte redd ellers også? På skoleveien for eksempel?
– Ja, vi gikk på skolen annenhver dag, og alle de andre fra Ormelet gikk de andre dagene, så jeg måtte gå alene. Det var tre-fire km å gå til Kirkely. Når det ikke var snø, kunne jeg nesten gå hele veien til skolen utenom storveien. Jeg gikk over «Pytteberget», en deilig fredelig vei som jeg virkelig kunne kose meg på. Fra «doktorsvingen» måtte jeg på hovedveien et lite stykke, det gruet jeg meg for hver dag. Da jeg kom til Simonsen, kunne jeg ta av fra hovedveien og gå resten av skoleveien gjennom skogen. Der følte jeg meg trygg (så lenge det ikke kom flymaskiner). Jeg var redd for å treffe tyskere i bil. Eller, enda verre, i motorsykkel med sidevogn. De marsjerte også. Det var skremmende! Men de var flinke til å synge, det gjorde de ofte når de marsjerte.

Det blir av og til stille etter at hun hun har fortalt engasjert om noe. Jeg må liksom forsøke å forestille meg det hele.
Jeg er jo særlig interessert i russerne som satt i fangenskap der og spør om det er noe spesielt hun husker om dem.
– Det er jo en grav på Tjøme kirkegård over en russisk fange, forteller hun. Jeg tror det står på den: «Russisk krigsfange. Død på Ormelet. Sommeren 1942»
– Vet man noe mer om ham? spør jeg.
– Ja, sier hun og blir svært alvorlig. Han ble slått i hjel. Bokstavelig talt slått i hjel.
– Så noen det?
– Ja, jeg så det sjøl. Det var midt på lyse dagen, og det var klart at det var gjort til skrekk og advarsel for både fangene og oss rundt. Han hadde klart å rømme, tror det var to som rømte den gangen (den andre vet jeg ikke noe om, hvordan det gikk med han). Tror det var de som ble funnet i ei hytte på Gon. Da slo de ham. Om igjen og om igjen. Han falt, og de sparket, så måtte han reise seg og de slo ham igjen, og han falt, og måtte reiste seg igjen. Til slutt reiste han seg ikke mer.

Vi blir begge stille og må svelge litt. Det blir for mye. Hun var seks år, tenker jeg. Og glemmer det aldri.
– De grov ham ned i haven til en nabo, som hadde tomt helt ned til fangeleiren, og det ble holdt vakt der, også om natten. Tyskerne gav beskjed til ekteparet som eide haven at hvis det kom blomster på russerens grav, ble de skutt. Naboen passet på hver natt, til ingen lenger kunne se hvor russeren var gravlagt. Nåde den som forsøkte å legge blomster der! Den ville gå samme vei!
Da krigen var over, ble han gravd opp og flyttet til kirkegården.
– Er han identifisert?
– Nei, ingen vet hvem han var.

Jeg tenker på de tusenvis av falne, både krigsfanger og soldater som ligger rundt omkring i verden, familiene som sitter igjen og ikke aner hvor deres far, bror, mann eller sønn er blitt av. En av dem ligger på kirkegården på Tjøme.

I- Jeg bare lurer på hvor de gjorde av alle de andre, tilføyer hun etter en stund. Det er klart det var flere. Det skjedde nok helst på natten. Noen tror det var et sted på Torås der de ble henrettet. Det er synlige spor etter kuler i en fjellvegg der ute…
Jeg grøsser ved tanken på hva som har skjedd her like i nærheten.
– Hvem var vaktene i leiren? Var det noen norske?
– Nei, de var alle tyskere. Noen av dem bodde i huset rett over veien hos Karoline Johannesen. Hun bodde med familien i den ene delen og tyskerne i den andre. De forsøkte også å ta vårt hus, men da var det Julius Johnsen som klarte å få dem vekk fra det. Derfor beholdt vi huset vårt. Grunnen til at vårt hus ble spart, var nok at det her var to små barn og vi måtte flyttet ut. Hos Johannesen var det bare voksne, og huset var så stort at huseierne kunne bli boende. (Dette var noe Julius Johnsen fortalte far selv, og som ikke jeg visste før etter krigen).
– Tilbake til russerne. Det var selvfølgelig ikke bare russere der, men det var det de ble kalt.
– Nei, tror det var en del jugoslaver der også, men det er jeg ikke sikker på. Det var nok flere nasjonaliteter i alle fall.
Noe de fikk lov til, i hvert fall på sommerkvelder, var å synge før de gikk og la seg. Det var litt av en sang! De la hele sin sjel i det der ute på gårdsplassen. Det var først og fremst russiske folkesanger, og jeg husker de sang «Volga, Volga». Det var som om hjertet rant over. Og vi satt i vinduene og hørte på.
Vi hadde forresten den sangen på plate, og en gang satte jeg og venninnen min den på, på fullt og åpnet vinduene! Da kom mamma løpende og fikk stoppet det. Hun var rasende! Antageligvis var hun skrekkslagen over hva det kunne føre til. Vi skjønte ikke det, bare ville at de skulle høre sangen.
Vi ler litt av dette. Heldigvis kan vi le litt også, for det er mye å gråte av i denne beretningen.
– Hvor jobbet de, disse fangene? lurer jeg på. De gikk vel ut av leiren om morgenen? Så du oppstillingen?
– Ja, vi så de stilte opp og at de gikk av gårde til jobb. Jeg så bare de som arbeidet på jordene. De andre var vel på Tjønneberget og på Torås, men det vet jeg ikke. De som jobbet på jordet, kunne vi få gitt litt mat. Det var jo forskjell på de tyske vaktene også. Noen snudde seg bare bort, mens andre var veldig ivrige i tjenesten og forbød all kontakt. Vi ble jo kjent med dem etter hvert og visste hvem som var hvem. Da kunne vi gå til porten også og få gitt dem litt mat. Til gjengjeld fikk vi gaver som de hadde laget. Det var først og fremst skrin og fugler de hadde skåret ut. Jeg hadde lenge en stor, flott hane, men den samlet så mye støv at jeg kastet den til slutt. Det angrer jeg selvfølgelig på i dag. Hvor de fikk materialer og redskaper fra, er en gåte, men de fikk det til!
– Husker du noe fra fredsdagen?
– Om jeg gjør! Jeg husker ikke så mye fra den første 17. mai, men jeg husker 8. mai svært godt.
Det var stor usikkerhet om det ville bli invasjon hele vinteren 44-45. Da vi la oss på kvelden, ble mine klær alltid lagt på en stol og min brors på en annen. Slik var det alltid, og en gang overhørte jeg mine foreldre si til hverandre at om noe skjedde, skulle den ene ta boren min og den andre ta meg for å komme oss i sikkerhet. Da måtte det være orden i alt slik at de visste hva de skulle gripe.
Utover våren -45 var usikkerheten stor. Hvis invasjonen kom, var det på strendende. Derfor var det lagt ut store steiner på alle strendene (der det var langgrunt). Det var for å hindre landgang, eller i alle fall å forsinke landgangen.
En av de første dagene i mai ble mine foreldre bedt i bryllup, og det skulle stå på Grepan. De var svært i tvil om de skulle gå, for det kunne skje noe, og hva med oss ungene som skulle være hjemme? Vi skulle riktignok ha noen hos oss, men allikevel. Vi visste at Hitler var død, men det var stor usikkerhet. Til slutt bestemte de seg for å gå, for om invasjonen kom, ville den jo også komme ved Grepan, og da ville de se det, slik at de kunne komme seg fort hjem!
Så var det den 7. om kvelden. Vi hadde torskeselskap hjemme hos oss, en slags før-feiring av freden. Det var antagelig bare snakk om timer. Utpå kvelden kom vår onkel kledd i hjemmefrontens uniform. Det ble stort oppstuss, det var nok mor som var den som var aller mest redd, hun skubbet ham ned i kjelleren. Ikke nok med at han var i uniform, men han hadde også gevær, og det var strengt forbudt! De visste jo ikke hva som kunne skje.
Vi gikk og la oss, men utpå morgenkvisten, ved 4-5-tiden, kom de første lastebilene med nazister. De første som kom var lensmann Wiese og hans kone. Jeg husker at hun ikke ville gå ned fra lasteplanet. De ble stengt inne i leiren. Den var nemlig tom. Fangene var blitt flyttet på vinteren 44-45, så det var ingen der. Da kunne nazistene sperres inne der.
Det må også nevnes at de fleste tyskerne på Torås og Mågerø var blitt byttet ut på vinteren. Noen av dem var blitt litt for «norske» og ville ha vanskeligheter med å rette gevær mot nordmennene om nødvendig. De ble derfor byttet ut med «halvville» folk som hadde vært på Østfronten.
De nazistene som ble sperret inne på Ormelet, var jo kjente naboer og slektninger, og de satt ikke der lenge. Det ble for nært, så de ble byttet ut etter noen dager med de som satt i en annen leir, og jeg tror det var på Bergan, men det er jeg ikke sikker på. Dem var det ikke så mange av oss som kjente.
Det brøt løs en glede den 8. mai som ikke kan beskrives. Folk lo og sang, klemte hverandre og var så glade som jeg aldri hverken før eller senere har opplevd. Det er umulig å uttrykke i ord.

Det er leieren slik den var når russerne var der, men at dette bildet er tatt etter freden når nazistene var kommet dit.

– Og leiren? Spør jeg.
– Jeg fikk komme inn på «Arbeider’n» etter den var tom. Grunnen til det var nok at far til min venninne var i Milorg, så jeg fikk være med til Torås rett etter freden, men «Arbeider’n» var jeg ikke inne på før etter nazistene var borte. Dette var nok ikke noe alle fikk med seg, men jeg var sammen med min venninne og hennes far. Jeg kan ennå se for meg den smale gangen mellom de smale køyene i tre etasjer. Bak leiren var det en slags innretning med ei tønne og en ganske stor bekk som rant forbi. Der fikk de en form for dusj.
– Og ingen tok bilde av dette da? spør jeg.
– Nei. Det sitter på netthinna, sier hun og peker bak øynene.
Der kommer det til å sitte til evig tid, og det er bare hun som kan formidle det til oss.
Etter krigen ble bygningen igjen ombygd. Køyene ble tatt ut, og det ble skurt og avlust med sterke midler.
På 50-tallet ble den brukt til kino og forsamlingssal. Siden flyttet Sørensens snekkerverksted inn, og nå er det en blikkenslagervirksomhet som holder til der. Men det er den samme bygningen…

Astrid Bjønness og Gerd Norma Berntsen 27. mai 2015