«Tjømlingerne har en nobel Tænkemaade…»

Utdrag fra kirkens kallsbok.

Sogneprest von der Lippe 1882:

Tjømøs Beboere som i daglig Tale kaldes «Tjømlinger», er et Folkefærd i Besiddelese af mange fortræffelige Egenskaber. Da de, paa nogen ganske faa Undtagelser nær, samtlige ere Søfolk, tilkommer dem Ros, som altid er bleven den norske Sømandsstand tildel, i ganske særegen Grad dem Nedskriveren heraf har hørt denne Ros udtalt af gamle prøvede Søfolk fra andre Kanter af Landet. Et gjennemgaaende Træk hos dem, er den sjeldne Sands for Orden og Renlighed, som man…ligefra Rigmandens smukt udstyrede Hjem til den fattiges Hytte.

Dette er selv for den fremmede Iagttager iøienspringende nok ved et enkeltstaaende Bevis paa denne Ø. Overalt ser man vel vedligeholdte, som oftest nette, hvidmalede Huse…i med Haven foran, der om Sommeren holdes med den største Nethed. Et talende Bevis er ogsaa Kirkegaarden, hvis Lige man vel skal lede længe efter paa Landsbygden- den er en fuldstændig Blomsterhave.Det er ganske karakteristisk, at naar man kommer ind i et Hus, hvor saadan Orden ikke hersker, vil man ved Efterspørgsel snart erfare, at Beboerne ere indflyttede, som oftest fra Smaalenene eller Sverige. Her er nemlig ikke faa Svensker, næsten alle fra Bohuslen.

Tjømlingerne har en nobel Tænkemaade og er i høieste Grad offervillige og hjælper samme. Paa Grund af den stadige Samfærdsel med Udlandet, vil man ogsaa mærke en Pyntelighed og Høflighed i Væsen, som man ellers lidet møder hos vor Landbefolkning. Denne deres ydre pyntelige Fremtræden giver dem ogsaa Sands for Nethed og Orden i Paaklædning, som altfor meget og hos en overveiende Del udarter til Forfængelighed og Overdaad. Dette kan jo vistnok tildels finde sin Undskyldning i, at denne Ø i flere Decennier havde rige Næringskilde saa at Velstanden har været ualmindelig stor, store Formuer har her været og er her tildels endnu, men paa Grund af de nu trykkende Tider er Fortjenesten for den største Del af Folket kun ringe; men den Kunst nu i de trange Tider at sætte Tæring efter Næring forstaa de færreste, hvorfor ogsaa mange bære paa trykkende Gjæld. Tjømlingens Levemaade er fuldstændig den samme som Bybeboerens. Da her bo mellem 3 og 4000 Mennesker paa 1/3 Kvadratmil og Jordsmonnet er lidet og skarpt, forstaaes det, at Størstedelen er henvist til at kjøbe alt hvad han behøver. Øen er… af Landhandlere, hvis Forretning ogsaa er udstyrt med Luxusgjenstande, der findes ogsaa Landhandlerinder, ja betegnende nok endog en Konditor.

Sædelighedstilstanden er meget god. Næsten alle de uægte Børn her findes, og de ere ikke mange, har man de indflyttede Svensker, navnlig svenskepigerne at takke for. Tjømlingerne høre til den gode gamle Skole, de have saare lidet tilovers for Tidens revolutionære Bevægelser baade i religiøs og politisk Henseende. De have Agtelse og Kiærlighed for sin Konge og sine Embedsmænd, og ynde ikke den… mod Autoriteterne. Karakteristisk er det, at medens der i alle omkringliggende Bygder er ikke lidet sekterisk Væsen med Udtrædelser af Statskirken, findes i Tjømø Prestegjeld ikke en saadan.’Her er et temmelig almindeligt Drag henimod Guds Rige, saavel Kirken som andre Steder ere ved gudelige Forsamlinger ofte overfyldte.

Hovednæringsveien er Skibsfart. Prestegjældet representerer en Læstedrægtighed af 20 ooo Reg. Tons, hvilket særligt for nogen Aar siden (1875-76) …en Formue af flere Millioner Kroner. Det er ganske enestaaende Undtagelser, at de konfirmerede Gutter vælge anden Livsvei end Sømandens, Det har hidttilhovedsagelig været Østersøen, Frankrigs og Englands- Farten, der har tilført Prestegjældet Rigdomme, men i den senere Tid, da Dampen paa disse Farvande fortrænger Seilet, er Farten paa Amerika og de længere Farvande bleven mer almindelig. Paa Vasser og i «Udbygden» bo en hel Del Lodser, hvoraf enkelte ere meget velstaaende. Paa sidstnevnte Steder, samt langs hele Østfjorden bo ogsaa mange Fiskere, hvoraf enkelte driver Fiskeriet i større Skala.- Gaardsdriften er ubetydelig og afgive knapt det fornødne til Husbehov, de fleste have jo heller ikke Jordstykker af nogen betraktelig Størrelse. Dog er Potetesavlen, især for den sydlige Del af Præstegjældet ikke ubetydelig. Enkelte drive ogsaa Sæl og Hvalfangst paa de nordlige Have, men disse ere endnu faa.

Sogneprest Hirsch mellom 1900 og 1904.

En nu afdød Dame fra Tjømø, der i de senere aar har boet i Kristiania, har i nogle Memoirer, som hun har dediceret «til mine Børn» meddelt enkelte interessante Træk, som her skal meddeles. Faderen var en større Skiibsreder. Som et af sine første Barndomsminder beretter hun, at hun fulgte sin Fader op paa Fjeldet, for at se paa Skibene, der kom hjem. Strax blev Flaget heist. Kom et af Skibene ind om Natten, kom naturligvis Kapteinen iland tidlig før dag for at melde sin Ankomst. Hun husker specielt en af dem, som de havde megen Moro af. Det var en brav Mand, vel vant til at kommandere, baade ombord og i sit Hjem. En Høstmorgen kom han tidlig op til Rederens Gaard og fandt da kun budeien oppe. «Gaa op, og meld Rederen, at «Nordstjernen» er kommet», sagde han. Pigen, der var svensk af Fødsel, havde nylig tiltraadt Tjenesten, og hun kjendte derfor ikke til den Glæde, som meldte sig i Rederens Hjem, naar et Skib var ankommet. Hun tog det derfor ganske roligt, og opnaaede derved at ærgre hr. Kapteinen ganske forfærdeligt; han kom rent ud af sit gode skind og udbrød omsider: «Forstaar du da ikke, at du skal gaa op og sige Rederen, at jeg er kommet?» – «Inte så brådtom, lilla Kapten!» – sagde Budeien og .. paa sin svenske Manér. Men det var mere, end den rødhaarede Herremand kunde døie, det saa ud, som om han kunde springe i Luften af bare Sinne, efter hvad Husjomfruen, der omsider kom til, vidste at berette. Hun maatte hen at berolige Kapteinen, hvorpaa hun sprange op og meldte Herskabet, at nu var «Nordstjernen» kommet. Da blev der liv i hele Huset. –

Bl. a. fortæller Fruen om en gammel hyggelig Kone, som de kaldte «Batta»; hun pleiede ofte at passe Børnene paa Gaarden, i hvis Nærhed hun boede – i en liden rød stue. «Hun fortalte os en hel del om Jesusbarnet. Bl. a. husker jeg en Historie: «Jesus var en gang sammen med nogle børn og legede. Deres kjæreste opholdssted var naturligvis ved en Sølepyt – som saa mange andre Børn. Saa blev de en dag enige om at danne Fugle af Ler. De andre var meget lykkelige, naar de havde faaet til endel Fugle og sat dem op paa Pinder til tørkning. Men saa, Barna mine, sa’e gamle Batta, da Jesus havde sin Fugl færdig, klappede han i hænderne, og Fuglen fik liv og fløi.» – Naar hun havde bragt Børnene tilsengs, læse hun forskhjellige Bønner for dem, ofte det lille Vers, som findes i Landstads Salmebog nr. 580.

I gamle dage var alle havner fulde af Skibe fra Høsten til Vaaren. Om vinteren kjølhaledes de og repareredes, saa næsten alle Mandskaber havde Arbeide nok, hver for sit Rederi. Hvor lykkelig de var, naar de om Høsten fik sin Afklarering og kunde faa være hjemme hos Familje om Vinteren! Efter endt Dagværk gik de hjem, hver med sin Sæk Spon og Fliser paa Ryggen. –

Fruens Bedstefader paa Mødrene side var fra Gundersrød. Paa den Kant af Tjømø er det nu ganske goldt og bart, men i tidligere Tider var der megen Skov. Lige i nærheden af Gundersrød ligger Toraas, der før i tiden benyttedes som varde, men nu er taget i brug som signalstation for kystforsvaret. – Der gaar det sagn, at en af Bedstefaderens Forfædre blev bergtagen i denne Aas, og da blev der ringet med Kirkeklokkerne.

Paa Vestgaarden (Vasser), hvor Bedstefaderen senere boede, var der under Krigen med Sverige engang svensk Indkvartering. En dag kom en Løitnant forbi, og da han fik se, der stod en Flødemugge paa en hylde i spiskammerseet, sagde han til Fruen i huset: «Lad mig faa det, du har der!» – De faar det, De skal ha», svarede hun. For at skræmme hende, trak den unge Løitnant sin Sabel, men hun lod sig ikke anfægte deraf, – hun sagde blot: «Har du ikke andet at gjøre end at stikke gamle Kjærringer ihjel?» – I det samme kom en høiere officer gaaende forbi, og da han fik se, hvad det gjaldt, sagde han til Løitnanten: «Drager du din Sabel mod en Kvinde, er du ikke værdig til at bære den», og dermed tog han Sablen fra ham og brækkede den midt over.

Det passede godt for en Skibsreder at bo paa Vasser i forrige Aarhundredes første halvdel og udover. Der var Telegrafstation og en udmærket Skibshavn (Vestgaardskilen), Ved Sandøsund havde Staten ladet opføre en stor Brygge, og der var Toldstation, som endnu existerer. Der passerede Statens Dampskibe; skulde man til udlandet, maatte man tage til Sandøsund. – Paa Vestgaarden forstod man at øve Gjæstfrihed; det hændte ikke sjælden, at man kunde faa 10 à 12 Gjæster paa én gang. – En dag var rederens «Deodata» kommet hjem fra Langfart og havde kastet anker i Sandøsund. Det var ikke blevet meldt, men Rederen havde faaet øie paa det fra Udsigtsfjeldet lige ved. Han tager saa sin datterDatter og Dattersøn med ombord. Da de nærmede sig Skibet, blev der raabt: «Deodata ohoi», men det var ingen ombord, som gav agt. Endelig fik en af Styrmændene øie paa Baaden, og da han saa, at Rederen var med, kom de hurtigt ombord, men – ingen Kaptein lod sig se. Da vi kom ned i Kahytten, sad Kapteinen der – rød og opblæst i Ansigtet. Skjælvende og bævende forsøgte han at reise sig, idet han støttede sig til bordet. «Goddag Reder!» sa’ e han, «jeg er ikke rigtig brav idag!» – «Nei, jeg ser det, Kaptein», sa’e Rederen, hvorpaa han lod ham sætte sig ned. Den lille Frøken blev betagen af medlidenhed, men Bedstefaderen mente: «det gaar nok snart over!» – Stuerten satte ind alskens gode Sager, og det var ikke Smaating de havde med; de kom da ogsaa, som kapteinen sagde: «fra Bardo» (skulde være: Bordeaux). – De fik god Kaffe, der havde god Virkning paa den omtaagede Kaptein; lidt efter lidt gik Sygdommen af ham. – Paa Hjemveien fik de følge af et par stoute Matroser, der bar hver sit Anker paa Ryggen; de slap godt forbi Toldbetjenterne og moddtog for sit Bryderi en god Douceur. – Der blev smuglet meget i de Dage, og Grunden var for en ikke uvæsentlig Del den, at det var forbundet med saa store Vanskeligheder at faa Varene sendte ind til Tønsbergs toldbod. Da Rederens Datter i 1853 skulde gifte sig, bestilte han fra Frankrige et vakkert Kaffe- og The-Service; da det kom frem til Sandøsund, bød han en stor Sum for at slippe fri for at transportere det til Tønsberg, men – nei, afsted maatte det. Og Følgen blev saa den, at da Servicet kom tilbage, var der kun 1 Assiette, 1 Kop og 1 lidet Fad i behold, resten var gaaet i knas underveis.

Der dreves meget Skibsbyggeri paa Tjømø, saaledes ikke mindst i Bergstad. Der kan man endnu se lidt af Spanteplanen. Pag. 191 vil vi finde nævnt som Kirkeværge mellem aarene 1822-24 Ole Røed. Han var kommen fra en Gaard i Borre, der heder Pjonkerud, og hans Hustru hed Maren Espbrek. Hun skal have været en ualmindelig forstandig og dygtig Kone. – Ole Røed var ogsaa bekjendt for at være meget klog og dygtig, men paa samme Tid noget vild. Han eiede flere Gaarde paa Tjømø og en paa Hudø; hvad den sidste angaar, blev han Eier til den paa en noget eiendommelig Maade. Han havde nemlig for et par gamle Folk skrevet en Føderaadskontrakt, som ikke behagede Kjøberen; han sagde til Ole Røed: «Den kan du ta’e sjølv, den vil jeg ikke ha’e.» – «Ja det skal jeg nok være Mand for», mente denne, og han fik lykke til, – de gamle døde strax efter. – Paa sin Gaard Rød lod han dæmme op en Dam og bygge op et Kallebrug, – kjøbte Enkesæde for sin anden Hustru Elisabeth Aschem og lod opføre en Vindmølle paa Østjordet, hvor der endnu findes Møllestene og lidt Murværk.

Om en af de gamle Skippere fra den Tid fortælles der følgende Historie: Han var kommet vel hjem fra Reis. Hustruen gik hjemme paa Gaarden og ventede paa ham, men der kom ingen; hun kunde ikke begribe, hvad der gik af Manden, der aldrig lod sig til Syne. Tilsidst tog hun en Pige med sig og drog afsted for at møde sin Gemal. Paa Veien ned til Stranden kom de forbi en Stue. Der fik hun se sin Hjertemand i en meget intim Situation med Konen i huset. Vrede blussede op i hende, hun bøiede sig ned og tog op en Sten. Pigen blev forskrækket og sa’e: «Herre Gud, hvad gjør De der?» – Hun slap da Stenen, bed Harmen i sig og gik hjem. – Dagen efter saa Pigen hende lave istand et stort Birkeris, og dermed drog hun afsted, Hun satte sig i et tæt Orekrat lige ved en Grind; der vidste hun, at mad. «Sissel» maatte komme forbi. Ganske rigtigt; der kom hun. Men da tog Mutter hende fat, og i en Haandsvending lagde hun hende paa Fanget, og saa fik hun ganske ordentlig af Riset. Sissel raabte: «Der er naade for en Kjæltring og en Tjuv, men ikke for den, som sin næste belur.» – «Jeg skal give dig «belur» – jeg, sa’e den fortørnede Kone og slog til igjen, saalænge hun orkede. Stakkels Sissel, hun havde vist faaet mere end nok, da hun omsider krækede afsted. – Hvordan Manden blev modtaget, derom tier Historien. – Fruen lægger til: «I ved, kjære Børn, at Sæde og Skikke er meget forandrede fra den Tid. Om der i et eller andet Sind skulde opstaa Lyst til at gjøre ligedan, vil man vel nu beherske sig og dække alt under Høflighedens Maske.»

Om hvorledes bark «Florentine» af Tjømø, ført af O. L. Røed – d. 16/8 1807 blev opbragt af en engelsk «Man of war» under Eddystone, har «Signal» i 1900 havt en troværdig Beretning, hvortil henvises.

Ole Røeds søn Lars fortsatte Faderens Bedrift med at bygge Skibe. Der nævnes to: «Søstrene» og «Brødrene». Det sidste forliste i 1839; da var Lars Røeds Søn Ole med som 16 aars gammel Gut. Mandskabet bjergede sig ind i Baade til den svenske Skjærgaard; da var den unge Ole L. Røed i bare undertøiet. Han har oftere nævnt, hvilken underlig Følelse der betog dem, da det nybyggede Skib gik tilbunds lige for deres Øine.

Lars Røed bror Johannes byggede to Skibe paa Dalstranden, de fik navn af «Johannes Røed» og «Birthe Røed».

Ole L. Røed havde Værft i Langviken. Hans Fader blev ikke nogen gammel Mand, – han døde antagelig i 1843. Han stod i Venskabsforhold til Henrik Wergeland, som – da han fik høre om Lars Røeds død – sendte ned til Tjømø et Vers, der skulde staa paa hans gravstøtte:

Saa brav og ærlig som dit flag –

Gud skjænke dig en ærens dag! –

Der hvor Skibsreder Hjalmar Røeds Villa nu ligger i Langviken, stod der før et en-etages Hus, som hans Fader havde ladet opføre som Arbeiderbolig. En stor Stue tvers over hele Huset paa den ene Kant var indredet for Arbeiderne, saa var der en Gang, hvorfra man kom ind i et Kjøkken, paa der anden Side var der 3 Rum, der var forbeholdt O.- L. Røed selv; der tog han imod alle Fremmede, specielt Reisende, der for for at udbyde sine Varer. En Lørdag var en saadan Reisende indbudt til at spise ved Arbeidsherrens bord; der blev trakteret med Brisling, Øllebrød og Pandekage. Med Gaflen drog han – den Fremmede, der ei var vant til at behandle Fisk med Kniv og Gaffel – Brislingen meget forsigtig yderst ud paa Kanten af Tallerkenen; saa tittede han rundt paa dem, der sad med ham tilbords, – vips – under Bordet med den; der foregik Rensningen paa en meget letvindt Maade, og saa kom altsammen op igjen paa Tallerkenen. – Den gang var der Liv og Rørelse i Langviken. Der blev gamle Skuder reparerede og nye byggede. Og naar der lettedes Anker, hvilken sammenstimlen af folk! hvilket stolt Syn at se det ene Skib efter det ander for fulde Seil stevne udover og forsvinde i Horizonten, efter til Afsked at have sendt en siste hilsen med Flaget! – Naar de saa kom hjem igjen, da havde de mange Historier at berette – saa om dit og saa om dat. En af Kapteinerne fortalte en gang ved Hjemkomsten om sin Tømmermand, der udi en en af Havnene havde faaet sendt et Portræt af sin Kone; dette maatte han naturligvis vise frem til Kapteinen, der sagde: «Det er da ret en kjæk Kone, De har, Tømmermand.» – «Aa ja da,» svarede Tømmermanden, jæ brø’ mig ikke om de røde og hvide Jentene – jæ, Kaftein, jæ tok ei, som va saa svart som Kakkelovnen, aa hu har da holt Færjen.»

Der var stors Selskabelighed paa Tjømø i gamle Dage, der var Spil og Sang og Dans – og megen Munterhed. Juleaften var der stor Høitidelighed med mange Forberedelser i Forveien. Kl. 12 præcis spiste man Middag. Præcis 1/2 4 blev Negene satte op. Kl 1/2 5 skulde alle Tjenerne være færdige; Punschen blev lavet og Øllet tappet, det deilige Juleøl. – Saa satte man sig til Kaffebordet, Herskabet for sig og Tjenerskabet for sig. Derefter blev Juletræet tændt, og da blev der Feststemning og glad jubel. De slog allesammen Ring om Juletræet, og man sang Julesange. Endelig blev Presenter uddelte, en Juleskjænk budt om. – Længere ud paa Aftenen kom Ungdommen fra forskjellige Kanter for at skyde Julen ind. Det var Skikken, at de ikke skulde lade sig se,det gjaldt da at være kvik paa det, om man vilde faa tag i nogen, strax Skuddet var gaaet af. – Aftensbordet serveredes med Risengrød, Ribbensteg og lidt Fugl. – Ud igjennem Julen – et eneste Gjæstebud. –

Der var paa Tjømø et efter datidens Forhold temmelig stort Klublokalde paa Kjære; Stedet kaldes endne den dag idag «Klubben». Hver Torsdag havde Herrerne sine Klubaftener, og i løbet af Vinteren havde man 4 Baller, hvor man morede sig meget godt. «Gamle Samsin» fra Tønsberg sad der med sin Trup og spillede og nikkede. – Senere fik man Marinemusiken fra Horten. – Undertiden fik man istand Kanefarter, der endte med Dans paa Klubben.

Om Sommeren drev man meget paa med Øturer. Der gik Bud fra Familje til Familje om at samles paa opgivet Sted, i Reglen paa Lindholmen. Og da fik man det travlt med at ordne sine Nistekurve og sit Flaskefor; naar Tiden var inde, stevnede en hel Flok lystbaade mod Lindholmen. Der leirede man sig paa en grøn Eng, der vistnok kaldes «Jomfrusletten»; her siger Sagnet, at en hollandsk Dame skal være drevet i land; hun havde paa sig sit «Hovedguld» og adskillig anden Stads. – Her gik Tiden hen under leg og Lystighed («tredie Mand i Vinden» – «sidstpar ud!») til Midnatstimen slog, og saa bar det hjemover – ofte under vakker Sang af gode Stemmer («Gluntarne», – «jaa, vi elsker dette Landet», – «nys seiled vi en solblank Time» . o.a.) –

Under den fransk-tyske Krig var sympatien udpræget paa franskmændenes side. Der indkome efter sigende 1500 spd. (= 6000 kr.) –

1904 – 18/9. Skibsreder Hans Torbjørnsen – Sundene – har nylig fortalt mig, at en bark «Hebe», tilhørende hans fader paa Vestgaarden (Vasser) d. 26/1 1856 gik ud fra Tjømø, fik modvind, kom ind igjen paa Grund af Ishindringer. og blev saa liggende til 10/5 s.a., maatte da skjæres ud gjennem 18 tommers is. Saa haard vinter var det den gang.